Sara: Eventyret er ikke altid, som du drømmer om

Knap to måneder er gået. Alligevel føler jeg fortsat, at jeg kastes rundt i bølgerne, præcis som jeg blev det den første dag på stranden i Los Angeles med body-boardet under armen.

Nogle dage surfer jeg på toppen af bølgen, andre dage knækker de selvsamme bølger over mig. 

For lad mig være ærlig: Hvor meget jeg end ville ønske, at det var anderledes, så er bølgedalene ikke forsvundet - og gør det nok aldrig, som bølgedale som bekendt ikke har tendens til at gøre det.

Eventyr er ikke blot lig smukke solnedgange og Instagram-billeder, der får danske venner med vinterstrik og frosne næser til at længes mod syden - i hvert fald ikke altid. 

Jeg drømte om palmer, imødekommende lokale og lange dage i Stillehavets bølger. Alt dette har jeg fået, om end ikke sidstnævnte i tilnærmelsesvis så høj grad, som jeg havde håbet og ventet. 

Hvad mit unge og sejllystne sind ikke havde overvejet tilstrækkeligt var, hvordan en hverdag uden jævnaldrende og med to små, energiske børn tager sig ud på en 40-fods båd. 

Måske det blot er mig, der selv efter en opvækst med lærer- og pædagoguddannede forældre, ikke er i besiddelse af den rette tålmodighed. Måske har disse søde(!) drenge rent faktisk mere energi end flertallet. 

Selvom jeg glæder mig over de gode stunder, jeg hver dag får med dem, har jeg måttet indse, at mit børne-kærlighedsbæger ikke rækker til fire måneder med lyden af utålmodige barneråb som vækkeur.

Kort efter nytår, tre uger før planlagt, pakker jeg derfor tasken med mexicanske tæpper, turist-sweatere og hjemmelavet keramik for at sætte kursen mod Billund og - efter alt at dømme - en lufthavnsbøde for overvægt.

Syv uger har jeg hermed tilbage af mit længeventede sejlereventyr. Uger, der skal bruges på at erfare, opleve og besøge nye steder langs Baja-kysten og i Cortezhavet.

Præcis, som vi også her i Ensenada har gjort det. Efter knap en måned i byen og utallige fiske-tacos har min amerikanske sejlerfamilie nu endegyldigt opgivet at afgive de magiske fingeraftryk til deres visum indenfor en overskuelig fremtid. 

På immigrantionskontoret har løfterne om snarlige indkaldelser ellers ikke været en mangelvare. Løfter, der igen og igen er blevet udskudt, undskyldt og annulleret. Fredag kaster vi derfor fortøjningerne for atter at rette stævnen mod syd.

Selvom familien til december må vende retur til Ensenada i bil, har ventetiden trods de manglende visum ikke været helt forgæves. Vi har fået kulturen ind under huden, chili-saucer i munden og hilser med et naturligt ’hola’ , når de hjemmelavede tortillas langes over disken. 

Trods de uhyre lækre og billige mexicanske specialiteter er det ikke blot de stærke madpandekager, der er tilberedt i pantryet de seneste uger. 

Også endnu en friskfanget tun, der bed på krogen under vores dagstur til den forladte, ørken-lignende ø Isla Todos Santos, har været på menukortet. 

For eventyret er her jo stadig. Det venter tålmodigt på mig, når jeg slår øjnene op om morgenen, og når jeg om aftenen lægger hovedet til hvile på det stribede pudebetræk. 

Det er her, når Nauticat 40’erens stævn skærer sig vej gennem såvel bølgedale som bølgetoppe - et paradoksalt faktum, der kan synes absurd, men som netop understreger eventyrets flersidige væsen.

Et væsen, som jeg de næste uger ser frem til at dykke endnu længere ned i. 

Eventyrlystne hilsner
Sara

Sejlere kan også tage på vandretur. Her på øen Isla Todos Santos. Foto: Sara Sulkjær

Den stakkels tun blev omdannet til en lækker sushi-ret. Foto: Sara Sulkjær