VM-effekt i Egå Sejlklub - 120 nye medlemmer
Sejlklubberne omkring Aarhus har fået flere sejlere efter VM i Sejlsport 2018. Kaløvig Bådelaug har også fået flere til sejlerskolen, skriver DR.
Af Troels Lykke |
Lidt nord for Aarhus har Egå Sejlklub tydeligt kunne mærke, hvordan et verdensmesterskab har øget interessen for livet på havet, især blandt de unge, fortæller klubbens formand Peter Juul.
- En masse, der ellers ikke interesserede sig for sejlsport, begyndte at tænke: 'Hov, det ser da spændende ud, det der foregår ude på vandet', siger han til DR.
Han fortæller, at man det sidste år har fået 120 nye medlemmer.
Hos naboklubben Kaløvig Bådelaug har VM-effekten også indfundet sig. Det har blandt andet betydet, at flere har lyst til at lære at sejle.
Kaløvig Bådelaug må købe ekstra skolebåd
Det fortæller den uddannelsesansvarlige ved Kaløvig Bådelaug Jens Villumsen.
Her er der kommet dobbelt så mange voksne i klubben.
- Hvor vi normalt ligger på 12-13 voksensejlerelever, ligger vi nu på mere end 30, så det er en tilgang, der vil noget, siger han.
- Når vi ser på den kommende sæson for praktisk sejlads, har vi allerede venteliste, og jeg fornemmer, at vi faktisk bliver nødt til at købe en skolebåd mere og få fat i nogle flere instruktører, hvis vi skal dække markedet, siger han til dr.dk.
Kilde. dr.dk