Gå til hoved-indhold
Der blev kæmpet til det yderste i kampen om flotte sejlertasker under fredagens kapsejlads i gummibåde. Foto: Sara SulkjærTur
Der blev kæmpet til det yderste i kampen om flotte sejlertasker under fredagens kapsejlads i gummibåde. Foto: Sara Sulkjær

Ungdomscruiset spreder sig som ringe i vandet - fordoblet på tredje år

110 unge er samlet i Det Sydfynske Øhav, hvor de for tredje gang har slået deltagerrekord. Både nye og erfarne sejlere er hoppet ombord.

Af Sara Sulkjær |

Først var de 30 sejlere. Året efter havde 60 skrevet sig på deltagerlisten. I år er deltagerantallet endnu engang fordoblet, når 110 unge sejlere tager del i årets Ungdomscruise, der som traditionen tro er på programmet i uge 29.    

- Det spreder sig som ringe i vandet. Det er skønt, at så mange har lyst til at være en del af sejladsen, understreger medarrangør, Frida Hangel. 

Åbenhed og nye relationer 

Mens nogle har lånt forældres og venners både, har andre selv skrevet bådejer på CV'et og ankommer i alt fra 21 til 51 fod lange sejlbåde: 

- Vi skal afmystificere dét at være ung sejler og vise, at der er andre derude. Det er fantastisk at få skabt nogle relationer med unge, der står i de samme problemstillinger som én selv, forklarer Frida Hangel om baggrunden for cruiset. 

Også deltagerne er begejstrede for konceptet, der lokker såvel landkrabber som erfarne sejlere på vandet: 

- Man møder nye mennesker, og folk er virkelig åbne. Man er samlet om én ting og har et udgangspunkt, en fælles interesse. Sammen med det gode vejr er det bare helt vildt godt, fortæller deltager Jeanette Lindgaard Poulsen. 

Må droppe de mindre havne

Et fremragende sommervejr, som samtidig har skabt udfordringer. I kølvandet på de høje temperaturer er fulgt en til tider manglende vind og lange, varme sejldage. 

Med 27 både på holdkortet er de små havne nemlig streget ud, og havneudbuddet derved begrænset. I stedet har blot de større havne omkring Sydfyn siden mandag fået besøg af sejlerne. 

- Det giver selvfølgelig nogle nye udfordringer og betyder, at vi nogle dage i forvejen må aftale med de forskellige havnefogeder. Desuden har det ikke været muligt for os at ligge samlet i alle havnene, fortæller Frida Hangel. 

Med over 100 cruisende sejlere er det desuden yderst vanskeligt at skabe fællesaktiviter på land, hvorfor sejlerne - modsat de foregående år - i stedet samler sig i små grupper i bådenes cockpit. 

Motorproblemer er årets tema

Det er ikke kun deltagerlisten, der er rekordlang. Antallet af både med motorproblemer er ligeledes højt på årets cruise.  

- Det er så stort et problem, at vi vil gøre det til en del af det evaluerende spørgeskema. Jeg har kendskab til i hvert fald seks både, der har haft udfordringer med motoren, forklarer Frida Hangel. 

Motorproblemer, der samtidig tydeligt eksemplificerer det stærke sammenhold, der opstår, når unge sejlere i en uge spiser, sover og oplever sammen. Alle bakker op, således at samtlige sejlere kommer sikkert i havn. 

Stemningen er høj blandt deltagerne. Foto: Sara Sulkjær

Cruisets både fylder godt i de fynske havne. Her i Svendborg. Foto: Sara Sulkjær

Der er skåret ned på fællesaktiviteterne på årets cruise. Fredagens kapsejlads i gummibåde trak dog de fleste deltagere til. Foto: Sara Sulkjær

Motor
content-loader
content-loader
content-loader