Gå til hoved-indhold
Afspærringen er kun midlertidig i Sydhavnen i København. Her ses Københavns havns nordligere ende. Foto: Troels LykkeKort Nyt
Afspærringen er kun midlertidig i Sydhavnen i København. Her ses København Havns nordligere ende. Foto: Troels Lykke

Stigbordene i Sydhavnen lukkes for sommeren med gitre og flydeafspærring

By & Havn har i dag lukket stigbordene i Sydhavnen, fordi politiet endnu engang har observeret vandscootere i inderhavnen. Lukningen er midlertidig.

Af Troels Lykke |

På politiets anbefaling planlagde By & Havn allerede i foråret at afspærre stigbordene for at holde vandscootere ude af havnen.

Det skete på baggrund af den tragiske vandscooterulykke i havnen sidste år, der kostede to mennesker livet. Afspærringen blev dog udsat en stund, for at tage brugerne af havnen med på råd for at finde en god løsning for alle.

By & Havn har lyttet til brugerne. En nedsat kontaktgruppe har hjulpet med gode råd til at lave en sikker afspærring af havnen, bedre overbæring ved stigbordene for kajakker og ikke mindst se på en evt. permanent løsning for fremtiden, der giver både kajakker og mindre både mulighed for at sejle igennem ved stigbordene. 

Kun midlertidig afspærring

Afspærringen er kun midlertidig. Efter denne sæson vil politiet evaluere sikkerheden igen og skulle anbefalingen fremover være, at der skal være permanent lukning, så er By & Havn i fuld gang med at se på en permanent løsning.

Kommunikationschef i By & Havn, Kristian Wederkinck Olesen, siger til pressen:

”Det er selvfølgelig beklageligt, at der endnu en gang er set vandscootere i havnen. Vi følger selvfølgelig politiets anbefaling og sikkerhedsvurdering og derfor lukker vi midlertidigt stigbordene, mens vi undersøger en mere permanent løsning, der kan give adgang for småbåde og kajakker, og samtidig holde vandscootere ude, hvis politiet fastholder deres sikkerhedsanbefaling næste år."

Han forklarer videre:

"Vi har haft en god dialog med kontaktgruppen for havnens brugere og vil forsøge at gøre afspærringen så sikker som mulig og til mindst mulig gene for brugerne. Når det er sagt, så vil afspærringen selvfølgelig betyde, at det bliver sværere at komme ind og ud af Sydhavnen. Vi håber på, at en forbedret overbæring kan løse nogle af problemerne i år”.

Talsperson for havnens brugere: Beklageligt

Talsperson for kontaktgruppen for havnens brugere, Preben Sindt, siger:

”Det er selvfølgelig beklageligt, at nogle enkelte mennesker, der ikke kan overholde reglerne, skal betyde, at primært Sydhavnen bliver lukket for en masse andre mennesker på begge sider af Stigbordene. Og vi opfordrer til at der findes en løsning hurtigst muligt, så stigbordene fortsat kan passeres. Vi har haft nogle rigtig konstruktive møder med By & Havn, hvor vi har vendt vores behov for at kunne komme forbi ved stigbordene. Der er blevet lyttet og der arbejdes på en mere smidig og farbar løsning til næste sæson, hvis der er behov for det.”

Her ses stigebordene, hvor vandscootere nu ikke kan sejle igennem. Foto: By & Havn

Motor
content-loader
content-loader
content-loader