MC-Kinney-fond donerer klubhus til Svendborg Amatør Sejlklub
Svendborg Amatør Sejlklub har fået den glædelige besked fra A.P. Møllers og Hustru Chastine MC-Kinney Møllers Fond til Almene Formaal, at fonden har doneret 4.000.000 kr. til nyt klubhus.
Af Troels Lykke |
- Vi er meget beærede over den flotte donation fra A.P. Møller Fonden, og takker herfor. Ligeledes har vi fået tilsagn om 450.000 kr. fra Svendborg Kommune og 200.000 kr. fra Fynske Bank, som vi også takker for, forklarer Per Ingemann Nielsen, formand for Svendborg Amatør Sejlklub.
Og klubben, der er blevet kendt i både Danmark og Tyskland på grund af solo-sejladsen Silverrudder rundt om Fyn, har hårdt brug for nye lokaler.
- Det nye klubhus vil blive til gavn for vores medlemmer og mange andre brugere og bidrage til vores i forvejen gode klubliv i den næsten 100 år gamle sejlklub, hvor den runde dag kan fejres i 2020. Vi er utrolig taknemmelige for den store støtte, vi med disse donationer får. Vi glæder os til at påbegynde projektet så hurtigt som muligt i 2018, forklarer Per Ingemann Nielsen til minbaad.dk.
Det bliver firmaet Carsten Knudsen, der som totalentreprenør skal stå for projektet.
Der er indtil videre udarbejdet et skitseprojekt, som nu skal bearbejdes videre med henblik på det konkrete projekt.
Sådan ser det nuværende klubhus ud. Udsigten fejler ikke noget, men der er for lidt plads.