DS-formand ser tilbage og taler om Pejlemærker 2022
VM i Aarhus var årets begivenhed, fortæller Dansk Sejlunions Line Markert, der forklarer at Pejlemærker 2022 bl.a. handler om at flere skal sejle, stærkere sejlklubber og grøn sport.
Af Troels Lykke |
Jule- og nytårshilsen fra Dansk Sejlunions formand, Line Markert, der her ser tilbage på et 2018 med markante højdepunkter – og frem mod 2019, en ny strategi sætter kursen for Dansk Sejlunion, fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.
Line Markert:
2018 har været et begivenhedsrigt år i Sejlerdanmark
Jeg vil huske en rekordlang og solrig sommer, der skabte travlhed i havnene og mere end én million gæsteovernatninger for første gang i fem år.
Og jeg vil med glæde tænke tilbage på ti dage i august, hvor Aarhus var hele verdens sejlsportshovedstad som vært for OL-klassernes VM.
Et stævne, hvor en fantastisk indsats af mere end 1000 frivillige var med til at sætte nye, høje standarder for afvikling af VM-events.
I juni kunne vi glæde os over mere end 140.000 besøgende til Havnens Dag, og her sidst på året fik Sejlerdanmark lidt politisk medløb i form af en nedsættelse af forsikringsafgiften på lystbåde.
Læg dertil alt, hvad vi hver især har haft af personlige oplevelser og højdepunkter, som vi husker tilbage på fra vores sejlerår.
Et sommertogt, et weekendcruise, en aftenmatch – sejlsporten favner det hele, og vi finder selv vores egen vej til sejlerglæden.
Pejlemærker 2022
I Dansk Sejlunion har vi brugt den sidste del af året på at udstikke kursen for de kommende år.
Vi kalder det Pejlemærker 2022. Strategien rummer seks overordnede punkter:
•Flere skal sejle
•Stærkere sejlklubber
•Kompetent, sikker og sportslig sejlads
•En vindende idræt
•En ansvarlig og grøn sport på det blå hav
•Mere synlig værdi
Pejlemærker 2022 tager afsæt i eksisterende aktiviteter og målsætninger – samtidig med, at vi drejer vores fokus på flere områder. Børn og unge, fritidssejleruddannelser, samfundsansvar og miljøhensyn er indsatsområder, som vil få øget opmærksomhed fra 2019 og frem.
Jeg glæder mig til at uddybe hvert af punkterne i Pejlemærker 2022, når vi kommer forbi nytåret.
Sejlsporten i årets kåringer
Apropos nytår, så er det lige nu højsæson for kåringer af årets bedste præstationer inden for alle grene af idrætten. I sejlsporten er vi ekstraordinært godt med i år med nominerede kandidater i hele fem prestigefulde kåringer.
•Anna Munch – U21-verdensmester i Laser Radial er nomineret som Årets Fund 2018
•Sejl og Studér i Thurø Sejlklub – er nomineret til Danskernes Idrætspris 2018
•Christian Peter Lübeck – Nacra 17-sejler er nomineret til Intet er umuligt-prisen 2018
•Jan Christiansen – Dansk Sejlunions talentudvikler er nomineret til Talentprisen 2018
•World Sailing VM i Aarhus – nomineret til Kulturministerens Idrætspris 2018
Fem flotte nomineringer. Kulturministerens pris er afgjort (VM vandt ikke), men chancen er der stadig i de fire øvrige kategorier. Uanset udfaldet kan vi som sejlsport ranke ryggen ved tanken om, at de indsatser og resultater, som vi præsterer både professionelt på eliteniveau og på frivillig basis i breddesammenhæng, vækker opsigt langt uden for vores egne miljøer.
Vi ses i 2019
Her og nu er det juletiden og nytåret, der fylder op i kalenderen. Jeg vil runde med at rette en stor tak for indsatsen til de mange frivillige kræfter, som med utrættelig indsats skaber aktiviteter, fællesskab og sejlerglæde i klubber, klasseorganisationer og andre grene af sejlsporten.
Også en stor tak til Dansk Sejlunions samarbejdspartnere med TORM, DIF og Team Danmark i spidsen.
Jeg ønsker alle i Sejlerdanmark en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Vi ses i 2019
Sejlerhilsen
Line