Cille fra De Britiske Jomfruøer: Tvunget til at forholde os til vores liv

Siden sidst har vi genoptaget sejlerdelen af det her eventyr. Vi lå længe meget stille for anker på St. Martin, ventede på lillebror og mødte lillebror, hjalp øen til at komme på fode igen, mødte gamle venner og fik nye. Den sidste uge gik med at gøre båd klar og proviantere til 7-8 uger. Det er virkelig mange varer.

Vores liv ændrede sig på St. Martin

Tre måneder blev det til på St. Martin. Og det var ikke nemt at sejle derfra på trods af at alle trængte til nye oplevelser. St. Martin vil for altid være helt særlig for os. Vores liv ændrede sig på St. Martin, og en familie på fem voksede til seks.

Så uanset hvor meget vi trængte til nye oplevelser og eventyr, var det med tristhed vi trak ankeret op og satte kurs ud i den stille aften mod BVI's - De Britiske Jomfruøer. Gad vide om vi nogensinde kommer tilbage til St. Martin, til Sylvesters fødested og vores hjem i tre måneder.

Første natsejlads med bådbabyen

Turen fra St. Martin til Tortola, som vi valgte skulle være vores første stop, var som vi drømte om. Vores første natsejlads med bådbabyen ombord. En mild nat med meget søvn og hele besætningen landede og bearbejdede de sidste tre måneders oplevelser og kedsomhed.

BVI's var ikke en plan fra starten, og faktisk heller ikke to uger før afgang fra St. Martin. Men som alle planer her på vores eventyr, ændrede denne sig også. Og heldigvis for det.

BVI's var alt det vi trængte til og mindede hele familien om sommerferie i den Stockholmske skærgård, bare cirka 10 grader varmere både i vand og luft og lidt andre farver.

Paradisøer

Vi blev en uge og levede af fisk og hummere, som drengene fangede, dykkede i grotter og snorklede i det klareste vand.

Morgenerne startede i sol i cockpittet med en dukkert, så en lille tur på max 10 sømil til næste paradisø og nye oplevelser. Vi fik besøgt Tortola, Beef Island, Virgin Gorda, Norman Island, Cooper Island, Salt Clay og sluttede vores besøg på Just Van Dyke, hvor vi også tjekkede ud.

Hver enkelt ø bød på vilde oplevelser og et helt utroligt marineliv. Ungerne fik genoptaget deres fridykning og harpunerne blev flittigt brugt.

Tvunget til at forholde os til vores liv

Eneste ulempe med BVI's var de mange charterbåde, som fylder godt i de forskellige bugte. Det blev for os et møde med virkelig mange amerikanere, som undrede sig over det vi havde gang i. "To år på en båd med familien ude i verden? Og en baby undervejs?".

Det er længe siden vi har mødt mennesker, som lever anderledes liv end vi selv gør. Vi er blevet tvunget til at forholde os til vores liv og har igen indset hvor vildt det er. Og hvor mange oplevelser de her 21 måneder indtil videre har givet os.

Måske vi nyder den sidste del af eventyret endnu mere, nu hvor vi husker på, at det her, det er ganske særligt.

Desværre har vi jo ikke længere en masse tid. Og netop tiden blev afgørende for at vi var nødt til at sejle videre fra BVI's. Hele familien glædede sig til Bahamas, og vi vil helst have en måned inden vi skal krydse Atlanten og ramme Europa igen.

Man sejler stadig ikke en fredag

Vejrudsigten tydede på god vind fra den rigtige retning og fredag gjorde vi klar til at sejle videre... indtil vi opdagede, at det var fredag (igen). Og eftersom vi allerede én gang havde besluttet at følge den tossede sejler-overtro om, at man da ikke sejler på en fredag, kunne vi selvfølgelig ikke sejle den dag.

Derfor blev det lørdag morgen, vi trak ankeret op og satte kurs mod Mayahuana, Bahamas, en tur på cirka 550 sømil. En tur på omkring fire døgn og bådbabyens (på 6 uger) anden sejltur. Turen som skulle afgøre Atlanterhavsholdet.

Familien Rosentoft har nu været afsted i 21 måneder, og har fået mange oplevelser med på vejen. Foto: Cille Rosentoft.

Foto: Cille Rosentoft.

Foto: Cille Rosentoft.