Doublehand populært: Mesterskabsserien udvides med Vegvisir
Den danske 2Star Mesterskabsserie indbefatter nu fire sejladser. Det skal være nemmere for sejlerne at deltage, mener arrangørerne.
Ikke kun solosejladserne med Silverrudder i spidsen er inde i en interessant udvikling. Sejlerne vil også sejle doublehanded, hvilket de mange deltagere i 2017 vidner om.
2018 bliver derfor året, hvor det i den danske 2Star Mesterskabsserie bliver muligt at sejle hele fire sejladser. Det er den udfordrende sejlads ved Nykøbing Falster, Vegvisir Race, der som noget nyt er med i sejlplanen for den kommende sæson.
Geografisk spredning
Håbet er, at flere sejlere nu vil få mulighed for at deltage i sejladserne, som lægger langt mere spredt end hidtil:
- Dette vil samtidig give en god spredning geografisk og datomæssigt. Dette gøres for at udbrede dobbelhandsejlads yderligere i hele Danmark, understreger Henrik Jørgensen, Dansk 2Star.
De flere sejladser betyder ikke, at sejlerne nu skal sætte fire weekend-krydser i kalenderen. Med én fratrækker er det muligt fortsat blot at være på startlinjen i én af doublehand-sejladserne, understreger arrangørerne.
Doublehanded på OL-programmet
Skal man tro Henrik Jørgensen er det den helt rigtige satsning at udvide programmet. Særligt, når blikket rettes mod det fremtidige OL-program:
- Samtidig forventes det, at sejladsformen kommer med på det olympiske program i 2024, hvilket nok giver ekstra opmærksomhed omkring sejladserne i de kommende år, spår Jørgensen i en pressemeddelelse.
De sejladser, der inkluderes i Dansk 2Star Mesterskabsserien 2018, er:
Classic Fyn Rundt: 1. - 3. juni
Århus 2Star: 9. - 10. juni
Øresund 123Star: 18. - 19. august
Vegvisir Race: 23. - 25. august