Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Fra venstre ses Jonas Warrer, Finn 'Beton' Jensen og Jacob Precht.

Warrer vinder Kielerugen i 49er med ny ung gast - opdateret

Tidligere OL-guldfugl Jonas Warrer og 19-årige Jacob Precht fra Aarhus Sejlklub tog samlet sejr i Kielerugen med Finn 'Beton' Jensen som træner. Rindom tog også guld. Opdateret

Af Troels Lykke |

Med mindre end seks uger til VM i Aarhus viser de danske landsholdssejlere lovende takter. Således var der danskere øverst på podiet i hele to bådklasser, da årets Kieler Woche sluttede søndag.

I 49er-klassen havde Jonas Warrer og Jakob Precht Jensen sikret sig et solidt ni points forspring til forfølgerne forud for søndagens afsluttende Medal Race. En føring, som finalesejladsen ikke rokkede ved.

Tværtimod blev førstepladsen blot yderligere konsolideret, da Warrer og Precht krydsede målstregen som tredje båd og med begge deres nærmeste konkurrenter efterladt bagude. 

Topresultat før end forventet

- Det er en fantastisk følelse. Vi har hele tiden troet på, at vi kunne komme op mellem de bedste, men nok ikke, at vi ville være der allerede nu, fortæller Jonas Warrer i en pressemeddelelse fra Dansk Sejlunion. 

- Jeg føler, vi har været gode til at fyre den af på banen. Stævnet har budt på masser af vind, men alligevel synes jeg, vi har haft overskud til at sejle kapsejlads og orientere os på banen, hvor min fornemmelse er, at nogle af de andre har kæmpet med at overleve i blæsevejret.      

Kieler Woche var blot tredje internationale start for den stadigt relativt nydannede besætning med 39-årige Warrer og hans blot 19-årige gast Jakob Precht Jensen. VM i august bliver deres næste start. 

- Jeg synes, vi har bevist, at vi kan være med fremme. Vi får et VM-felt, hvor alle kan slå alle. Vores målsætning har hele tiden været top-10, og det, mener jeg, er realistisk, siger Jonas Warrer. 

Foruden OL-guld i 2008 har topsejleren blandt andet VM-sølv fra 2014 på sin meritliste.   

Også sejr til Anne-Marie Rindom

Søndagens anden danske sejr hentede Anne-Marie Rindom i Laser Radial. Rindom, der allerede har vundet ét af 2018-sæsonens topstævner (Trofeo Princesa Sofia på Mallorca) gik ind til Medal Race på en tredjeplads med fire point op til førerpositionen. 

Den 27-årige Horsens-sejler har ofte i karrieren leveret sit allerbedste i netop finalesejladserne. En evne, som hun endnu en gang demonstrede ved Kieler Woche med sejr i Medal Race.

Da den hidtil førende hollænder, Maxime Jonker, samtidig faldt helt igennem og sluttede sidst, rykkede danskeren ikke alene op på den samlede førsteplads, det blev tilmed en komfortabel sejr. 

- Vinden var meget springende. Heldigvis for mig fanger jeg et godt tryk på første opkryds og ender med at føre sejladsen hele vejen, fortæller Anne-Marie Rindom, der undervejs i stævnet var tæt på at udgå med et hold i ryggen.

Foruden fysiske udfordringer var det også et mentalt svært stævne: 

- Stævnet har været sejlet under svære forhold med ustabil vind. Det er umuligt at undgå fejl, når der er mange vindspring, og sådan vil det nok også blive ved VM i Aarhus, hvor der netop også er ustabile forhold, siger Rindom og fortsætter: 

- På den måde har Kieler Woche været en god øvelse i at acceptere sine fejl. Den, der laver færrest fejl, vinder VM, spår sejleren.

Kieler Woche var hendes sidste officielle start før VM. Fra nu af gælder det træning og et enkelt træningsstævne frem mod VM i begyndelsen af august. 

Nacra tæt på bronze

Kieler Woche var samtidig comback-stævne for den danske Nacra 17 med Lin Ea Cenholt og Christian Peter Lübeck.

Landsholds-Nacra'en har holdt tre måneders ufrivillig pause oven på Lübecks alvorlige træningsuheld, en dyb flænge i benet, som han pådrog sig tilbage i februar. 

Ved Kieler Woche lå de helt fremme i Medal Race med gode muligheder for at nå en bronzemedalje, men det glippede til sidst på grund af en mærkeberøring og efterfølgende straf. I stedet endte de på en samlet femteplads. 

Se resultater fra Kielerugen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader