Skovshoved Sejlklub indtog podiet til A-cat Danish Open og Sail Extreme
A-cat sejlere havde i år valgt Sail Extreme i Kerteminde til at gøre det ud for Danish Open. I alt 11 A-cat sejlere, heraf en tysk og en tjekkisk, troppede op for at få afgjort hvem, der er årets hurtigste.
Det var 1-tallerne der i den grad kom til at præge eventen. For kun tre uger efter Thomas Paasch fra Skovshoved var blevet nummer 1 ved tysk mesterskab, vandt han i meget overbevisende stil Sail Extreme og Danish Open med 11 1. pladser. Så de to fratrækkere efter 11 sejladser var 1. pladser.
Skovshoved på podiet
Thomas Paasch fik selskab på podiet af to af "kollegaerne" fra Skovshoved. Nr. 2 blev Christian Nygaard, som i sin ny-ombyggede Exploder, overraskede konkurrenterne og sig selv ved at foile cirka 5-10 grader lavere på læns, og derved blev afstanden til gaten kortere.
Bronze gik til klassens formand Tom Bøjland, som til tysk mesterskab endte i top 10.
A-cat'en samler unge, rutinerede og verdensstjerner
A-cat klassen er både for unge sejlere, og sejlere der med deres rutine fra andre bådtyper sagtens kan sende de unge på hårdt arbejde. Den yngste sejler ved dette års Danish Open var således fra 1983, og den ældste var tjekken Vladislav Ptasnik.
Så selv om de hurtige foilende både ser atletiske ud, behøver man ikke være 28-årig top-atlet for at blande sig i medaljedysten. Dette vil med sikkerhed også komme til at gælde ved dette års EM i Warnemünde om seks uger, hvor AC vinderen Glenn Ashby står på deltagerlisten.
Det bliver spændende at se, om den styrke Thomas Paasch har vist i år, kan bringe ham helt ind i medaljedysten.
Lyst til at vide mere om A-cat'en
Har du lyst til at prøve fremtidens sejladsform: altså foiling, er A-cat'en lige nu den mest oplagte bådtype i Danmark.
Så hvis du har lyst til at vide mere, så kig forbi den danske A-cat side a-cat.dk, eller den internationale a-cat.org.