Gå til hoved-indhold
FLID har lavet en supplerende rundspørge, der viser, at adgangen til wi-fi volder problemer og at der er plads til forbedringer, når det gælder havnenes toilet- og badeforhold. Her efterårsstemning i Ringkøbing. Foto: Troels LykkeHavne
FLID har lavet en supplerende rundspørge, der viser, at adgangen til wi-fi volder problemer og at der er plads til forbedringer, når det gælder havnenes toilet- og badeforhold. Her efterårsstemning i Ringkøbing. Foto: Troels Lykke

Danske og udenlandske sejlere utilfredse med faciliteter i havnene

Det viser en ny, landsdækkende undersøgelse foretaget af VisitDenmark for sejleråret 2017. Det halter med wi-fi og tilfredshed med havnens standard. Men service er blevet bedre.

Af Troels Lykke |

Lystsejlernes døgnforbrug er steget fra 265 kr. til 800 kr., inden for de sidste 11 år. Det er en stigning på  155 pct., korrigeret for udviklingen i forbrugerpriser.

Det viser en ny, landsdækkende undersøgelse foretaget af VisitDenmark, der i 2017 har taget temperaturen på lystsejlerturismen i Danmark.

Det fortæller FLID til pressen.

VisitDenmarks resultater fra undersøgelsen, Lystsejlerturismen i Danmark 2017, blev præsenteret for godt 300 havnefolk fra hele landet, der var mødt op til Foreningen af Lystbådehavne I Danmarks (FLID) store, årlige Efterårsseminar i Fredericia, onsdag den 28. november 2018.

Undersøgelsen er en del af VisitDenmarks store Turistundersøgelsen 2017, der undersøger den samlede turismebranches økonomiske betydning for samfundet og erhvervslivet i Danmark.

I 2006 lavede VisitDenmark tilsvarende undersøgelse af lystsejlerturismen i Danmark, hvilket giver en enestående mulighed for at sammenligne flere af tallene over en tiårig periode.

Rapporten med resultatet af undersøgelsen, Lystsejlerturismen i Danmark fra 2017, er fra i dag tilgængelig på VisitDenmarks og FLIDs hjemmeside, www.flidhavne.dk

Lystsejlerne bruger flere penge 

Undersøgelsen viser, at danske lystsejlere bruger 750 kr. pr. døgn, mens udenlandske lystsejlere bruger 850 kr. pr. døgn.

”Lystsejlernes forbrug er steget markant siden sidste måling i 2006. Lystsejlerne følger tendensen indenfor turisternes generelle forbrug i Danmark, for siden 2014 har vi oplevet, at turisterne bruger flere penge på ferien. Det er især poster som restaurant, detailhandel og shopping, der trækker forbruget op,” siger Helle Damkjær, analysechef i VisitDenmark.

Den væsentlige stigning i døgnforbruget kommer ikke kun havnen til gode:

”Vi ser en tendens til, at sejlerne udgør en væsentlig turismegruppe, og der er al mulig grund til at investere i havnene og i havneområdet, hvor der ligger et kæmpe vækstpotentiale”, siger Jesper Højenvang, direktør i FLID og understreger;

”De penge lystsejlerne bruger, kommer ikke blot havnen til gode, men gavner også det lokale serviceerhverv, seværdigheder og de forretninger, der ligger på og omkring havnen”, siger Jesper Højenvang.

Høj service

Undersøgelsen viser også, at ni ud af ti lystsejlerne er meget tilfredse med serviceniveauet i havnen, information fra havnen og så stemmer pris i forhold til kvalitet, ifølge sejlerne fint overens.

Sammenligner man med tilsvarende undersøgelse i 2006 er tilfredsheden med de danske lystbådehavne steget markant.

Danske lystsejlere er dog en smule mere tilfredse end de udenlandske lystsejlere, især når det angår adgang til havnens wi-fi og havnens standard.

Faciliteterne halter

En ting, der halter for de ellers tilfredse sejlere er tilfredsheden med havnenes faciliteter, der sammenlignet med tilsvarende undersøgelse i 2006 er dalet med 25 pct. for danske lystsejleres vedkommende og 15 pct. blandt udenlandske lystsejlere.

De udenlandske lystsejlere er således mindre tilfredse, end de danske lystsejlere og det gælder for adgang til havnens wi-fi og tilfredshed med havnens standard.

Faciliteterne halter dog ikke mere, end at lystsejlerne gerne anbefaler Danmark som feriemål overfor venner og familie, det gælder for 66 pct. af de udenlandske lystsejlere og for 86 pct. af de danske lystsejlere.

Begge grupper vægter tryghed og gode lystbådehavne højest, når de skal angive motiver for at vælge Danmark som destination for sejlerferien.

”Undersøgelsen fortæller desværre ikke, hvilke faciliteter lystsejlerne er utilfredse med. Derfor har vi i FLID har lavet en supplerende rundspørge, der viser, at adgangen til wi-fi volder problemer og at der er plads til forbedringer, når det gælder havnenes toilet- og badeforhold”, siger Jesper Højenvang og understreger, at havnene oplevede hårde år i kølvandet på finanskrisen, men håber, at man nu får mulighed for at sætte gang i nye og udskudte investeringer og nye faciliteter.

”Nu ser vi en tendens til at lystsejlerne bruger penge og ved at investere i nye og forbedrede forhold, kan havnen imødekomme det stigende antal lystsejlere, der også gerne vil betale mere for gode faciliteter,” siger Jesper Højenvang.

En ny sejlergeneration på vej

Undersøgelsen viser, at hovedparten af lystsejlerne er over 40 år og sejler uden børn. Men der er også spirende tegn på en ny generation af lystsejlere. Ifølge undersøgelsen er der 13 pct. flere lystsejlere med børn i 2017 end i 2006.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen Lystsejlerturismen i Danmark er en del af VisitDenmarks omfattende Turismeundersøgelsen 2017, der undersøger turismens økonomiske betydning for vores land og viser et opdateret og repræsentativt billede af, hvordan turisterne opfatter Danmark, hvad de efterspørger og hvor tilfredse de er med deres ophold. Undersøgelsen er udført i maj – september 2017.

Undersøgelsen er baseret på 595 interviews med både danske og udenlandske sejlere, fordelt i lystbådehavne over hele landet.

Den fortæller bl.a. om sejlernes tilfredshed med havnenes faciliteter, informationsniveau, standard, motiver for valg af havn, besætningsstørrelse og døgnforbrug.

I 2006 gennemførte VisitDenmark ligeledes en undersøgelse af sejlerturismens tilstand og det giver mulighed for at sammenholde de to undersøgelser og se udviklingen i sejlernes adfærd og præferencer over en tiårig periode.

Rapporten med resultatet af undersøgelsen, Lystsejlerturismen i Danmark fra 2017, er fra i dag tilgængelig på VisitDenmarks og FLIDs hjemmeside.
Motor
content-loader
content-loader
content-loader