KDY-sejlere vinder sølv i ungdommens Champions League
Guldet glippede for KDY'erne, der måtte se sig slået af suveræne tyskere i finalesejladserne. Roskilde Sejlklub snuppede bronzemedaljerne.
En flot sølvmedalje kan sejlerne fra KDY hænge op på væggen efter deres flotte podieplads i Youth Champions League.
Et stævne, der for første gang blev skudt i gang i Europa, hvor 18 teams fra otte nationer var på startlinjen i Travemünde - heriblandt tre danske.
KDY manglede én sejr
Det kunne meget vel være blevet til dansk guld. I et helt nyt format bestod finalesejladserne af en serie for de fire bedste hold efter de indledende sejladser.
Holdet, der i disse finalesejladser først sikrede sig to prikker ville kunne løfte Champions League-pokalen som vindere af stævnet.
Med en samlet sejr i de indledende sejladser gik KDY-holdet ikke blot ind til finalesejladserne med selvtillid, men også med én prik, som den indledende sejr udløste.
Vejen var derfor banet for en samlet sejr, hvis blot KDY'erne kunne hive én enkelt førsteplads i hus. Noget, der desværre glippede for danskerne:
- Med en enkelt sejr kunne KDY-holdet have sikret sig guldet, men Bodensee Yacht Club sejlede overbevisende i finalen og vandt de to første sejladser, skriver KDY på Facebook.
Undgå dumme fejl
Dermed kunne det tyske team vende hjem med guldet i bagagen, mens KDY tog tilbage til Danmark med sølvmedaljerne.
Også sejlerne fra Roskilde kunne træde på podiet under medaljeceremonien. På tredjepladsen havde de blot ét point til KDY-holdet.
- Der har været alt mellem 5-10 m/s med både påland- og fralandsvind. Nøglen til at sejle godt har som ofte før været at sejle stabile sejladser uden for mange dumme fejl, forklarer Jeppe Borch fra Roskilde til Sejlsportsligaen.
Det sidste danske hold fra Oure sluttede akkurat udenfor finalesejladserne på en femteplads. Se alle resultaterne her.
Der var danskere på to podieskamler efter finalesejladserne. Foto: Youth Sailing Championsleague