Gå til hoved-indhold
Store både
Fartøjerne er leveret med to motorer på hver 500 HK. Foto: Forsvaret

To nye fartøjer skal patruljere ved EU's grænse - har topfart på 25 knob

Tirsdag den 23. juli afgik de to nyindkøbte FRONTEX-fartøjer til Søværnet fra Grenaa Værft efter en missionsforberedende klargøring. Et komplet hovedeftersyn og en opgradering af navigations- og varslingssystemer er blandt andet foretaget på bådene.

Af Sara Sulkjær |

Siden 4. juni 2019 har de to nye patruljefartøjer A545 VIKAR og A546 STELLA POLARIS gennemgået en større klargøring. 

En klargøring, der har gjort dem i stand til at blive indsat i EU’s grænseovervågningsagenturs (FRONTEX) operationer i Middelhavet.

Det skriver Forsvaret på sin hjemmeside.

Omfattende eftersyn

- De to fartøjer A545 VIKAR og A546 STELLA POLARIS har siden underskrivelse af købskontrakt og overdragelse fra DanPilot A/S gennemgået en missionsforberedende klargøring, som blandt andet har omfattet et komplet hovedeftersyn inklusiv stort eftersyn på fremdrivningssystemer, fortæller orlogskaptajn Michael Bruhn Rasmussen fra Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI).

Derudover har værftet foretaget en opgradering af navigations- og varslingssystemer, der inkluderer installation af Forward Looking InfraRed (FLIR), som anvendes til at søge efter mennesker i vandet samt opdateret navigations- og kommmunikationssystemer i begge fartøjer.

Der er installeret nyt airconditioneringssystem til styrehus og aptering, og el-forsyningen har fået en overhaling, så patruljefartøjerne nu er rustet til de kommende missioner.

Godt resultat fra søprøver

Også på vandet har fartøjerne været i brug for at sikre deres sødygtighed under de kommende missioner:

- Der er blevet gennemført søprøver med de to fartøjer med et godt resultat. De små fejl og mangler, som vi erkendte under prøveturene, blev i vid udstrækning udbedret den efterfølgende dag ved Grenaa Værfts foranstaltning, forklarer Michael Bruhn Rasmussen.

Fartøjerne har i øjeblikket kastet fortøjningerne i Korsør, inden de i midten af august sendes mod Grækenland.

Specifikationer:

Effekt: 2 x 500 HK 

Hastighed: Ca. 25 knob 

Længde: 13,9 meter

Bredde (bredeste sted): 4,6 meter

Deplacement: 17,6 ton

Kilde: Forsvaret

Motor
content-loader
content-loader
content-loader