Tur

Mayreau er en velbesøgt ø af sejlere, og vi stod da næsten i kø for at få et billede med palmen her. Privatfoto.

Maria i Caribien: Juleaften blev fejret på ægte langturssejleres manér

Minbaad.dks Maria har besøgt det sidste af det østlige Caribien, hvor hun både fejrede jul og nytår under noget varmere og fjernere himmelstrøg som langturssejler i Caribien.

Af Maria Ravn Jürgensen, Union Island, Caribien | 03-01-2019 10:09

At fejre jul i 30 graders varme ombord på en båd, uden min familie og uden de traditioner som har fulgt mig de sidste 19 år, var jeg meget spændt på. Men som alt andet ved den her tur, tage jeg det som en oplevelse.

For som skipper Troels så fint forklarede forleden, så kan man sammenligne dét at sejle langtur med en mellemlanding i en lufthavn.

Man har ikke set og oplevet landet ved en mellemlanding, man bliver nødt til at udforske landet i et par dage.

Og dét er lige præcis det vi som besætning har gjort de sidste par uger. Vi har oplevet øerne, for når de ligger så tæt som de gør i Grenadinerne, bliver det ikke til mange lange ture for sejl.

Vi kiggede langt efter julestemningen

Ligesom amerikanerne fejrer det caribiske folk også jul den 25. december om morgenen, det gjorde vi ikke det store i.

Men ligesom 200 andre både havde vi lagt os for anker ud for Princess Margaret Beach på Bequia for at slappe af og finde ro i juledagene, men også for at udforske øen, som med butikkernes åbningstider i juledagene både trak langturssejlere og krydstogtskibe til.

Juleaften var ikke en aften jeg havde skænket de store tanker de sidste to måneder, i modsætning til hvis jeg havde været i Danmark hvor julen nærmest starter i oktober.

Måske hænger det sammen med at man skal kigge lidt langt efter julestemningen her i Caribien, jeg ved det ikke. Men julestemning eller ej, så gjorde vi juleaften lidt mere speciel end de andre aftener her i Caribien.

Traditionen tro fulgte mad, gaver og et juletræ, som dog var af papir, men når man er på en båd, bruger man de midler man har ombord og får det bedste ud af det.

Maden blev da heller ikke til den traditionelle and, flæskesteg og rødkål, men istedet til mørbrad, to slags kartofler og dertilhørende brun sovs lavet over gaskomfuret i skibskøkkenet.

Bequia viser det autentiske caribiske liv

Bequia har jeg efterhånden besøgt en del gange, ikke at det gør mig noget, for det er en dejlig ø som forstår at vise det caribiske liv til de mange besøgende, uden at overgøre det.

Tager man en taxa, eller går, cirka tre kilometer ind på midten af øen kommer man til Firefly plantagen. En plantage som bestemt er et besøg værd, hvis man interesserer sig for hvordan de eksotiske frugter smager, ser ud og dyrkes.

Da True Blue fortsætter sine togter jorden rundt, sejlede vi efter jul videre sydpå mod Canouan og Mayreau. To øer, som for mit vedkommende, er total uudforskede.

Én ting er at øerne måske kan ligne hinanden når man ser dem fra havet, med deres klipper, skove og strande som ligger i hver bugt man når til. Én anden ting er hvor forskellige de kan være, også selvom der kun er 30 minutters sejlads mellem dem.

Øen Mayreau, har for mit vedkommende, fået en speciel plads når jeg om et par måneder vil tænke tilbage på turen.

Med dens knap 300 beboere, er det den mindste ø i Grenadinerne, som er beboet. Én hovedvej leder fra Salt Whistle Bay til Saline Bay, hvor True Blue kastede anker over nytåret.

I bugten, som blev mere og mere fyldt i takt med nedtællingen til det nye års indtræden, var True Blue som enkeltskrogsbåd i undertal.

Et tilbagevendende syn når man sejler rundt i Caribien, men som med overtallet af katamaraner er med til at drive øerne som selvstændige og skaber arbejdspladser.

Farvel til det østlige Caribien

Ligesom julen havde jeg ikke de store forventninger til at fejre nytår på en båd. Det skulle da vise sig at min nytårsfejring ikke blev ombord på en båd, men istedet som bartender på den lokale bar på Mayreau.

Et job jeg scorede to dage forinden. Aftenen blev derfor brugt i selskab med andre langturssejlere som også havde fundet deres vej til baren, hvor snakken om sejlads, øerne og livet ombord på en båd gik lystigt i takt med klokken nærmede sig midnat.

Nu befinder jeg mig igen tilbage på gyngende grund, hvor vi nyder et par dage på Union Island. En ø hvor kitesurfere nyder godt af de gode vinde, og hvor vi får det sidste af øst Caribien ind under huden, før vi om lidt sejler mod ABC øerne.

En hollandsk øgruppe nord for Venezuelas kyst, som eftersigende skulle have utrolig meget at byde på. Dét er i hvert fald det vi har erfaret os hos andre langturssejlere.

Sejlerhilsen

Maria

På St. Vincent besteg vi vulkanen La Soufriére, en tur opad på to timer hvor vi på toppen blev mødt af en noget tåget udsigt over krateret. Foto: Maria Ravn Jürgensen.