Gå til hoved-indhold
Test
Bavaria E 34 under test i Berlin i juli 2017. Foto: Troels Lykke

Test af Bavaria E34: Sejlads i roligt tempo

Bavaria E34 er til motorsejleren, der har god tid, men den er også til sejleren, der er miljøbevidst, for med en cruisingfart på syv knob kan båden sejle rigtigt mange sømil på én tank med en 110 hk Volvo Penta-motor.

 

Af Troels Lykke |

Farten var som på 45 fods sejlbåd, der krydsede. Sådan føltes den kun to uger gamle Bavaria E34, da motorbaadsnyt.dk i juli i 2017 testede på en sø i Berlin.

Her måtte man ikke sejle over ti knob. Vores topfart var ni knob, når der var lukket helt op for Volvo Penta D2 på 110 hestekræfter, men faktisk var det mest behageligt blot at sejle 7,2  knob. Med den hastighed bruger motoren kun 6,7 liter diesel i timen, og rækkevidden på en tank er dermed temmelig lang.

Bådens støjniveau med den hastighed er også kun på 67 decibel, målt i den store, lyse kahyt, hvor der er 2,23 meters ståhøjde.

Med andre ord ingen stress. Gik vi op på topfarten ni knob, kom der rystelser i båden fra skrueakslen, og støjen i kahytten steg til 79 decibel, mens diselforbruget røg op på 22 liter i timen, så vi fandt hurtig tilbage til en cruisingfart på 7,2 knob, hvor du samtidig scorer point med et lavt dieselforbrug.

Nichebåd

Bavaria E34 er en sand nichebåd, som der har vist sig at være efterspørgsel på. Det sydtyske Bavaria Yachtbau ved det allerede, for storesøsteren, Bavaria E40 sælger godt.

- Vi har solgt 35 Bavaria E40 på ti måneder, og det går så godt, at vi ikke kan nå at følge med lige nu, forklarer produktchef på værftet, Fabio Marcellino, der er med BådNyt ude og teste, hvor også en polsk og tysk journalist er om bord.

- Den nye Bavaria E34 er for sejlere, der ikke har travlt, når de sejler, og dem er der mange af, har vi undersøgt hos vores kunder. Båden er samtidig en flydende lejlighed, der ikke er forfærdelig at se på, og du kan nå at nyde naturen og livet omkring dig, fordi den sejler langsomt. Båden er samtidig med skrueaksel, der er simpel og let at vedligeholde. Noget, de fleste bådmekanikere kan hjælpe med at reparere, hvis der opstår problem.

- Båden er samtidig simpel at sejle i havnen, og det giver tryghed til kunderne, da båden har bovtruster for og agter, så kan båden sejle sidelæns, eller du kan dreje båden om sig selv ved at køre bovtrusterne hver sin vej, fortsætter Fabio Marcellino, der er en af de mange italienere, der har sit præg på Bavaria Yachtbau, der også har italiensk designer til at tegne den nye sejllinje på værftet med 600 ansatte. 

Bygges på 14 dage

Et værft, der er kendt for deres effektivitet, der inkluderer robot-teknologi. Værftet producerer hvert år 1000 både, heraf udgør motorbådene 40 procent.

Det tager kun fjorten dage at bygge en Bavaria E34, inklusiv støbning af skroget. Båden bygges på fem arbejdsstationer. Dog tog det seks uger at bygge prototypen, som vi var om bord i. Båden bygges op i fem moduler, der sættes ind i skroget.

- Det er lettere, hurtigere og mere effektivt at bygge moduler, hvor du kan gå rundt om f.eks. pantryet, når du bygger båden op, og derefter monterer det i skroget, forklarer produktchefen, Fabio Marcellino.

Social styreplads

Testen gik som sagt roligt. Vi kunne bedst lide at sejle maksimalt 7,5 knob. Her prøvede vi at stresse båden med skarpe sving. Resultatet var, at båden gyngede roligt over som på en fiskekutter, hvor vi målte en maksimal hældning på 15 grader. Med den hældning ville en flaske Amarone vælte på dørken. Derfor er det godt, at der i salonen findes mange holdere til vin eller kopper. 

- Vi har bevidst lavet skroget rundt i bunden, for at båden har mindst mulig friktion, vi har derfor ikke en stabiliserende chine på skroget (kant lige over vandoverfladen, red.), forklarer Fabio Marcellino fra Bavaria Yachtbau.

Styringen går fint på et rat, der kører som en drøm via hydraulik. Man sidder højt oppe på en bred bænk, hvor der kan sidde to personer.

Rorsmanden sidder midt i, så det er lidt besværligt for en co-pilot at komme ind og sidde inderst, så enten skal co-piloten gå ind først, ellers må vedkommende gå via salonsædet i styrbord side, hvilket er lidt besværligt.

Idéen med at rorsmanden sidder tilbage i båden er, at han eller hun kan socialisere med andre om bord. Nu isoleres rorsmanden ikke fremme i båden, men kan se andre om bord, når han taler med dem.

Samtidig har rorsmanden et godt udsyn frem eller tilbage, hvor kahytten kan gøres helt åben agter. Pantryet i bagbord side er stort og tilpas højt, men den ene køleboks var for dyb, faktisk 0,77 meter, så det vil være lidt svært for nogle at nå ned nederst i køleboksen.

Fås med hybridmotor og flybridge

For- og agterkahytten er store og rummelige og med masser af plads til at stuve ting væk. Med andre ord: Pladsen er godt udnyttet på den ti meter lange båd. Vil du have endnu mere udeplads kan båden fås i flybridgemodel.

Båden fås også med hybrid, hvor der er en el-motor tilkoblet. Her kan man med fem knob sejle i to timer med el-motor tilkoblet. Det er dog kun fem ud af 35, der har valgt det til storesøsteren Bavaria E40. 

Bavaria E34 var en spændende overraskelse, der nok kan lokke sejlere over til motorbåd, for her kan der sejles langsomt uden larm. 

Artikel opdateret 3. november 2019.

Bavaria E34

Længde 10,30 m

Skroglængde 9,99  m

Vandlinje 9,75 m

Bredde 3,49 m

Dybgang 0,92 m

Højde over vand 3,40 m

Højde over vand flybridge 3,75 m

Vægt - tør 7,55 ton 

Vægt med diesel bl.a. 9,00 ton

Brændstofkapacitet  270 l

Vandtank 300 l

Dybgang   0,92 m

CE-kategori B -  6 personer

Antal køjer 4 stk.

Pris testmodel med 110 hk 2,20 mio. kr.

Pris standard med 110 hk 1,49 mio. kr.

Pris standard med 110 hk flybridge 1,83 mio. kr.

Motorstørrelser:

Volvo Penta D2 60 hk topfart  7,9 knob

Volvo Penta D3 110 hk topfart  9,0 knob

Volvo Penta D4 220 hk topfart  12,0 knob

Forhandler Dansk Marine Center, Risskov

Værft Bavaria Yachtbau, Tyskland

Motor
content-loader
content-loader
content-loader