Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Redningshelikopter fik hurtigt sejler til Rigshospitalet. Fotos: Dansk Søredningsselskab
Kort Nyt
Kort Nyt

Gast slået bevidstløs efter kraniebrud på 38-fods sejlbåd - sejler fløjet til Rigshospitalet

En mand fik kraniebrud, da storskødet rev ham omkuld i en ufrivillig bomning under en sejlads på Storstrømmen mandag formiddag. Dansk Søredningsselskab i Vordingborg blev alarmeret og tog til ulykkestedet og hoppede om bord og sejlede båden i havn.

Af Troels lykke |

En 38-fods kølbåd på vej fra Korsør til et værft i Polen med tre mand om bord, var mandag 30. september 2019 udsat for et alvorligt uheld i Storstrømmen. Vejret i området mandag middag var temmelig voldsomt med middelvind på 10 m/sek. og vindstød op til 22 m/sek.

– Vi sejlede helt plat læns, og det blæste virkelig meget, fortæller skipperen på båden og fortsætter. Der kom et vindspring og vi bommede ufrivilligt. Storskødet fik fat i en af gasterne, og han hamrede hovedet ned i lugekarmen, forklarer skipperen på båden.

Sådan lyder det i dag i en pressemeddelese fra Dansk Søredningsselskab.

Den er helt gal

Gasten blev slået bevidstløs, og skipper kunne ikke komme i kontakt med ham. Nogle minutter efter vågnede gasten, men havde det meget dårligt.

– Først virkede han egentlig nogenlunde klar, men så kastede han voldsomt op og klagede over smerter i hovedet. Vi var ret chokerede, og da han begyndte at få spasmer, og ikke havde styr på sine bevægelser blev vi bange. Han havde også bidt sig i tungen, der var svulmet meget op, så vi måtte holde tungen nede med en ske, så han kunne trække vejret. Det så slemt ud, siger skipperen.

Gasten glider ind og ud af bevidstløshed, og kl. 11.52 mandag formiddag ringer skipper til politiet, der straks alarmerer Joint Rescue Coordination Centre (JRCC). JRCC kontakter herefter Dansk Søredningsselskab i Vordingborg, der er tættere på ulykkesstedet.

Stationsleder Kim Steffensen får hurtigt tilkaldt to andre reddere John Ildved og Hans Fuglede, og sejler ud mod den nødstedte.

– Vi har altid tingene liggende klar, og vi har alle udvidede førstehjælpskurser. Vi tog choktæpper, hjertestarter og forskelligt udstyr med, så vi var forberedt på det værste, fortæller Kim Steffensen.

Alvorlige hovedskader

Dansk Søredningsselskabs båd, en hurtig RIB med 150 hk motor, er fremme ved den nødstedte kl. 12.25, og det står hurtigt klart for dem, at situationen er meget alvorlig.

– Jeg kunne se at den tilskadekomnes hoved havde en helt forkert facon, og han mistede bevidstheden af og til. Det var sandsynligvis kraniebrud, så vi vurderede at det ville være alt for risikabelt at flytte patienten over i vores RIB. I stedet valgte vi at sende en af vores folk over på kølbåden, og sejle den til den nærmeste havn, Gåbense, siger Kim Steffensen.

På vej mod Gåbense (se kort, red.) beder Kim Steffensen Dansk Søredningsselskabs landkoordinator om at sørge for læge og ambulance i Gåbense, men også at anmode JRCC om en helikopter.

I Gåbense bliver patienten bragt om bord på helikopteren, og fløjet til Rigshospitalet. Her bliver patienten behandlet for kraniebrud, får en metalplade indopereret og bliver behandlet for andre skader.

Lykkelig slutning - gast udskrevet

Efterfølgende blev sejlbåden, med hjælp fra en af redderne fra DSRS Vordingborg, sejlet til Masnedsund havn, hvor Dansk Søredningsselskab byder skipper og den anden gast på chokoladekiks, varme drikke og ikke mindst en snak om oplevelsen. Senere bliver de to chokerede sejlere afhentet i bil af deres familier.

– Jeg har kun rosende ord til Dansk Søredningsselskabs folk. De var meget professionelle, lynhurtige og servicemindede. Vi var meget chokerede, da vores gast blev bevidstløs og fik spasmer. Men mandskabet fra DSRS fra Vordingborg fik orden på tingene, så vi faldt lidt ned igen. Jeg var ikke medlem af Dansk Søredningsselskab, men det bliver jeg nu. Det er et fantastisk stykke arbejde de gør, fortæller skipper på kølbåden.

Den tilskadekomne gast har været meget heldig, og blev allerede blev udskrevet fra hospitalet onsdag.

Vi fortsætter til Polen

Planen er nu at fortsætte turen til værftet i Polen, hvor kølbåden er ventet. Som en ekstra tjeneste har en af redderne fra Dansk Søredningsselskab i Vordingborg, en yderst erfaren sejler, tilbudt at sejle med til Polen, og får en flybillet hjem, når båden er afleveret.

Dansk Søredningsselskab Vordingborg blev etableret i sommeren 2016 og dækker et meget stort geografisk område, der dækker alle farvande ved Sydsjælland, Møn, Nyord og Lolland/Falster Femø og Vejrø. Stationen i Vordingborg har haft en travl sommer, med især mange grundstødninger og motorstop.

Dansk Søredningsselskab har 11 redningsstationer i Danmark, og er financieret af medlemskontingenter og private donationer. Du kan læse mere om Dansk Søredningsselskab på linket her. www.dsrs.dk/

 

Motor
content-loader
content-loader
content-loader