Tre danske gaster i front over Atlanten tid til halvvejsparty - 920 sømil mangler
Rapport fra Scarlet Oyster 48: Vinden i nat lå mellem 25-35 knob, og bølgerne er høje som et mellemstort parcelhus i Søborg. Herlige surfture nedad de store bølger, skriver Henrik Linde, Flemming Christiansen og Niels Christiansen.
Så blev der tid til halvvejsparty, sådan skriver Danish Vikings - tre gaster, der er på vej over Atlanterhavet på en tilsyneladende hurtig Scarlet Oyster 48 med den britiske skipper Julian white.
Lige nu i dette sekund mangler de 920 sømil til mål i St. Lucia i Caribien og farten er 8,7 knob, viser GPS-tracking fra ARC-sejladsen på 2800 sømil.
Det sidste døgn har de sejlet 200 sømil. Efter seks dage fører de deres klasse i Racing B og er 18. båd overalt blandt de 200 startende fra Gran Canaria i ARC-sejladsen på 2.800 sømil.
Topfart på 16 knob
I går skrev de tre Vikinger fra Øresundsområdet: Henrik Linde, Flemming Christiansen og Niels Christiansen:
Mumm champagne og popcorn i cockpittet. Alle var glade og det traditionelle billede blev taget med glassene højt hævet.
Det sidste døgn har vi gået 10 knob i snit, med en topfart på over 16 knob. Vinden i nat lå mellem 25-35 knob, og bølgerne så høje som et mellemstort parcelhus i Søborg.
Herlige surfture nedad de store bølger. Vi har selvfølgelig alle veste og livliner på - også når vi er på stand-by.
Spiler trimmes konstant
Vi har en fest !! Stemningen er helt i top, og alle gør deres bedste. Spilerskødet har ikke været sat fast en eneste gang - der trimmes konstant.
DAGENS GAST
Jull, vores co-skipper på 26 fra London. Fjerde gang han krydser Atlanten. Vi er i samme løb som hans far, så han VIL vinde. Jull blev hejst op i toppen af masten i går for rigtjek - selvfølgelig mens den store spiler var oppe. Det er ikke for tøsedrenge ;-)
Woooohuuuuu... !!
Dugfrisk rappport i dag 5. december kl. 11.20:
Weeee.... Så runder vi snart de 2000 NM fra starten på Gran Canaria, og har målet i sigte - "kun" ca. 900 NM herfra. Den gode vind ser ud til at fortsætte et stykke tid endnu, så mon ikke vi er i havn på tirsdag eller onsdag ?!
Vi har stadig en komfortabel føring med et forspring på snart 150 NM (i distance) og to døgn (på beregnet handicap).
Spileren tog vi ned her i nat, da der var varslet kraftige byger. Vi sejlede for storsejl samt to spilede genuaer. Topfart 14,9 kn.
Her til morgen har vi sat spileren op igen. Vi har valgt at sejle safe. Vi vil gerne vinde overalt, men vil hellere sejle fornuftigt og komme i mål og vinde vores klasse.
Alle har fået sovet en ekstra time i nat, da der ikke var brug for mandskab på den sidste stand-by time på vagten. Alle føler sig i godt humør og veludhvilet her til morgen.
Livet er herligt...
DAGENS GAST: Dominik fra Lodz i Polen
Dominik er 43 år og er selvstændig advokat. Han har sejlet rigtig meget i Middelhavet på forskellige både. I nat hvor vi havde vind op til 35 kn tog Dominik teten og styrede i de kraftige vindpust.
På hans vagt var der ikke andre der følte trang til at styre, så Dominik tog lige en ekstra time for holdet - good team spirit. I øvrigt hjælper han non stop alle i båden. Med it problemer på computeren, nyt display på masten, en opvaskertjans i hårdt vejr mm. Han er squ nok den bedste gast vi har sejlet sammen med