Christinas sejlerdrøm gik i opfyldelse – men så sagde kroppen stop
Ung i sejlsport: Når hyggelige klubtræninger afløses af en ambitiøs OL-kampagne stilles høje krav til de unge talenters psyke. For Christina Andersen, der arbejdede benhårdt mod OL i 2020, blev skiftet for stort.
Minbaad.dk dykker i en artikelserie ned i dét, der af mange anses som sejlsportens største udfordring: De manglende unge sejlere. Men hvad er det, der får de unge til at vende sporten ryggen? Vi har talt med tidligere U-landsholdssejler, Christina Andersen.
At trække landsholds-bib’en over hovedet er et unikt privilegie, som de fleste sejlere landet over blot kan drømme om.
For den i dag 23-årige Christina Andersen blev drømmen til virkelighed.
Hendes navn stod skrevet på udviklingslandsholdets holdkort, hun tog del i træningslejre med landets bedste jollesejlere og var til start ved store, internationale stævner.
DS tilbyder 49erFX-plads
Da Andersen som 12-årig første gang hopper ombord i Optimisten i Middelfart, er det ellers ikke et åbenlyst talent, der gør sin entré på Danmarks sejlerscene.
Men begynderjollen skiftes ud med den topersoners Feva-jolle, og inden længe er den unge pige på startlinjen i den mere udfordrende 29er.
Niveauet er højt, ambitionerne følger med, og det samme gør sejlerglæden.
- Jeg kunne sagtens have været på havnen hver dag. Jeg elskede det virkelig, og miljøet var fantastisk, forklarer Christina Andersen med glæde i stemmen til Minbaad.dk
Alligevel sættes jollerne blot i vandet to-tre dage i ugen. Til gengæld er såvel humør som kvalitet i top, når de lokale finpudser evnerne på vandet. Faktisk går det så godt, at Andersen i 3.g tilbydes en plads på én af Dansk Sejlunions olympiske 49erFXere.
Et samarbejde, der for alvor tager fart efter gymnasierektorens dimissionstale, hvor Andersen med Katrine Bendix går ind i en ambitiøs satsning frem mod OL i 2020.
Rammer muren
Fra at have trænet få gange ugentligt er den nyudklækkede student på vandet seks dage i ugen, samtidig med at vægte og løbebånd slides ned i træningscentret.
Middelfart-pigen, der blot få måneder forinden levede et ganske traditionelt gymnasieliv med skole, venner og fritidshobby, er pludselig forvandlet til en seriøs eliteatlet.
- Det var mega, mega fedt og en drøm, der gik i opfyldelse. Det fangede mig virkelig, og jeg var indstillet på, at det her var noget, jeg skulle give meget gas med, understreger Andersen.
Selv lykke-bølger når dog lavt vand og bryder sammen. Det samme gjorde Christina Andersen. Småskader stod i kø, begejstringen for sejladsen dykkede, alt imens ambitionerne fortsat var tårnhøje på OL-båden:
- Der gik for lang tid, inden det gik op for mig, at jeg ikke længere syntes, at det var sjovt. Jeg ramte muren. Noget, jeg aldrig havde prøvet før. Jeg vidste ganske enkelt ikke, hvordan jeg skulle håndtere den manglende glæde, forklarer sejleren.
Et falsk billede
Efter halvandet år med en pakket stævnekalender, daglige træningspas og rejser i hele verden modtager Andersens træner beskeden om, at den unge pige har kastet det grønne timeout-kort.
At sejleren længe har flirtet med tanken om at smide kortet på bordet er hverken unionen eller trænerstaben vidende om. Kun overfor de allernærmeste har Andersen givet udtryk for sin frustration.
Da hun løfter sløret for resten af mandskabet på og omkring udviklingslandsholdet, er det derfor for sent at ændre kurs:
- Dengang fik jeg det indtryk, at jeg ikke var skabt med en psyke til at sejle på topplan. I dag tror jeg måske godt, at jeg kunne have klaret det, hvis jeg havde haft den nødvendige viden, funderer Andersen.
En viden, som ikke var på dagsordenen i klublokalet eller hos Dansk Sejlunion. Døren stod altid åben hos unionen, men skridtet til samtalebordet er lang, når man som ung sejler ønsker at skabe illusionen af en ung, velfungerende idrætsudøver:
- Dét, jeg udtrykker overfor dem, er, at jeg virkelig vil det her, så selvfølgelig er det svært for trænere og andre at se. I starten kunne jeg ikke engang se det selv, fortæller hovedpersonen, der derfor på ingen måde ønsker at give unionen skylden for sin sejlerpause.
Permanent pause
Selvom et øget fokus på sejlerglæde – og i særdeleshed håndteringen af manglen på samme – om muligt kunne have taget sejlerkrisen i opløbet, nød talentet tiden på unionsholdet, hvor dygtige trænere og en forstående medarbejderstab stod klar med en hjælpende hånd.
Alligevel vendte talentet, der engang var en del af en ambitiøs OL-kampagne, aldrig tilbage til elitemiljøet.
Glæden ved livet på vandet har til gengæld atter fået vind i sejlene, efter Christina Andersen har fundet vej til en kvindelig J/70-besætning i Aarhus:
- Jeg kan virkelig godt lide sejlsporten, men det har handlet om at finde en balance. I dag kan jeg godt fortryde, at jeg ikke gav det en ekstra chance efter min pause. For en pause var nødvendig. Jeg kunne ikke have fortsat, understreger den tidligere elitesejler, der i dag læser idræt på Aarhus Universitet.