Tilskuere i Sejlsportsligaen kan spille 20 kroner på klubhold i Liga-Spillet
Liga-Spillet er en del af Aaarhus Sailing Week og finalesejladserne i Sejlsportsligaen den kommende weekend. Man sender blot 20 kr. via mobilepay, senest tre minutter før start og skriver i kommentarfeltet, hvilken sejlads man ønsker at deltage i.
Aktivering for alle – med sejladserne i fokus
Hvordan får man folk omkring sejlsporten til at opleve den intensitet, action, fart, de kampe der foregår på banen, og hvordan får vi tilskuere, familier og venner endnu mere aktiveret når de er på molen under Sejlsportsliga? Et bud, LIGA-SPILLET, fortæller Nynne Desirée Ammundsen, PR-kvinde fra Sejlsportsligaen i denne pressemeddelelse.
I LIGA-SPILLET kan publikum, venner, bedsteforældre spille med mens der sejles samtidig med at sponsorer og partnere promoveres for fuld udblæsning i højtalerne.
LIGA-SPILLET er en del af Aarhus Sailing Week og finalesejladserne i Sejlsportsligaen den kommende weekend på Aarhus Ø, hvor det Internationale Sejlsportscenter er vært.
Med LIGA-SPILLET har alle på molen nu chancen for at vinde fede præmier, ved at give dit bedste bud på, hvem der vinder en sejlads.
I processen støttes Sejlsportsligaens aktiviteter med 20 kr. pr deltagelse/bud på en vinder. Der er en ny præmie på højkant pr sejlads. Dvs. at hvis der spilles i 5 race, kan du vinde op til 5 præmier.
Hvornår kan man deltage?
Ligaspillet foregår mens der er Sejlsportsligaen og vil blive annonceret i højtalerne på havnen. Man kan deltage indtil 3 minutter før starten til den pågældende sejlads.
Hvordan gør man?
Send 20 kr. via mobilepay til 22716 og skriv i kommentarfeltet, hvilken sejlads du ønsker at deltage i og den farve båd du tror kommer først! Hvis du fx vil satse på blå båd i race 22, sender du 20 kr. til 22716 og skriver ”22, blå” – så enkelt er det!
Hvis blå båd vinder race 22 er du med i lodtrækningen om præmien blandt alle deltagerne, der gættede på blå båd i den pågældende sejlads.
Hvem kan deltage
Man skal være mindst 16 år for at deltage.
Hvad kan man vinde?
Præmierne varierer fra gavekort til restaurant besøg til is og kasketter. Kommentatorerne annoncerer forud for hver sejlads, hvilken præmie der er på højkant. Præmierne har en maks. værdi på 600 kr.
Hvordan ved jeg, om jeg har vundet?
Umiddelbart efter sejladsens afslutning (sidste båd i mål) bliver vinderen tilfældigt udvalgt og annonceret af kommentatorerne. Din præmie kan herefter hentes i Ben & Jerry’s boden. Præmier skal afhentes samme dag inden kl. 17.
Det med småt
Sejlsportsligaen er ikke ansvarlig for ukorrekt formulering af din sms, og forbeholder sig retten til at diskvalificere alle sms’er som ikke lever op til kravene for gyldig deltagelse, som beskrevet i dokumentet.
Ugyldig/diskvalificeret deltagelse refunderes ikke, men sejlsportsligaen takker for donationen, som vil være til gavn for hele sejler-Danmark. Ved deltagelse accepterer du at dit navn kan blive annonceret over højtalerne i det tilfælde at du skulle vinde.
Se mere i vedhæftede flyer og på www.sejlsportsligaen.dk