Gå til hoved-indhold
Sejlklubber
Kent Ewert fra Commcercial Upside ses her med direktør i Dansk Sejlunion, Christian Lerche. Foto: Flemming Ø. Pedersen/Dansk Sejlunion

Dansk Sejlunion opruster på pengesiden med Commcercial Upside

Commercial Upside skal de næste tre år bistå Dansk Sejlunion med salg og udvikling af kommercielle aktiviteter. Aftalen omfatter også klubber, som kan få hjælp til at opbygge egne erhvervsnetværk.

Af Troels Lykke |

Som første tiltag i 2019 har Dansk Sejlunion indgået en treårig samarbejdsaftale med virksomheden Commercial Upside, der er specialiseret i salg og udvikling af kommercielle aktiviteter inden for sportens verden. 

Det fortæller Dansk Sejlunion til pressen.

"Aftalen med Commercial Upside markerer en stærk opprioritering og et kursskifte for vores kommercielle arbejde," siger Dansk Sejlunions direktør, Christian Lerche, og uddyber: 

"Vi har hidtil især haft fokus på at finde sponsorer til vores elitearbejde. Denne indsats viderefører vi nu med nye og stærkere kompetencer. Men aftalen rækker videre. Sammen med Commercial Upside vil vi også arbejde markant bredere med salg og markedsføring. Vi skal som sejlunion kunne sælge os meget bedre i forhold til ALLE vores aktiviteter." 

Samarbejdet omfatter:

Salg og sponsorsøgning

Kommerciel sparring og rådgivning af Dansk Sejlunion

Etablering af erhvervsnetværk i Dansk Sejlunion

Tilbud til medlemsklubber om opbygning af erhvervsnetværk

Kommerciel rådgivning af landsholdssejlere

Erhvervsnetværk - nyt element

Etablering af erhvervsnetværk er et nyt element, som Dansk Sejlunion nu bevæger sig ind i sammen med Commercial Upside, der har stor ekspertise på netop dette felt.

Det særlige er, at også klubber i Dansk Sejlunion får mulighed for at komme i dialog med Commcercial Upside. 

"Opbygningen af erhvervsnetværk og tilbud til sejlklubberne om erhvervsnetværk er nye tiltag, som jeg forventer mig meget af," siger Christian Lerche. 

Han nævner også landsholdssejlernes nye mulighed for kommerciel rådgivning som et tilbud, de kan få stor glæde af i forhold til at afsøge sponsormuligheder og øge deres brandingværdi. 

Mange muligheder i sejlsport

Indehaver af Commercial Upside, Kent Ewert, øjner mange muligheder for at udvikle og styrke det kommercielle potentiale inden for Dansk Sejlunions område. 

"Jeg er både meget glad og stolt over, at Dansk Sejlunion som én af dansk idræts mest succesfulde sportsgrene har valgt os som deres strategiske samarbejdspartner på det kommercielle område. Det bliver et samarbejde, der både omfatter Dansk Sejlunions nuværende kommercielle setup, men også en udvikling og implementering af nye, kommercielle tiltag, forklarer Kent Ewert. 

Samarbejdet træder i kraft her fra januar 2019 og løber foreløbigt frem til og med 2021.

De mere konkrete tiltag - blandt andet om aftalens tilbud til sejlklubber - vil løbende blive formidlet via Dansk Sejlunions nyhedsbrev, KLUBLIV.  
Motor
content-loader
content-loader
content-loader