Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kapsejlads
Fotos: SCL/Anya Semeniouk – her: Saint Petersburg, Russia.
Kapsejlads

Bandholm Sejlklub tog 18. plads i Champions League – nu drømmer de om DM-guld

En heatsejr i næstsidste sejlads fik Bandholms bedste sejlere med hjem fra Champions League i weekenden. Men det var ikke nok til at gå videre fra semifinalen i Skt. Petersborg. Efter en 18. plads i Rusland drømmer de om at vinde Sejlsportsligaen. Horsens Sejlklub tog 16. plads. Tysk hold vandt.

Af Ebbe Fischer |

Kravet var en top-seks placering ud af 20 i Skt. Petersborg, og en strøm lå langs Vinterpaladset. Det var ikke til Bandholm-drengenes fordel, siden de er bedst på åbent hav.

Men de måtte også erkende, at de andre bare sejlede ”pissegodt”, som skipper Bo Schülein sagde.

Da først skuffelsen havde lagt sig, var stoltheden der imidlertid også. Bandholm i Champions League? Det er alligevel en bedrift for en besætning, der sidste år sejlede 2. division i Danmark. Og med en aktuel delt fjerdeplads i Sejlsportsligaen - og udsigt til Champions League igen til næste år, er der da også meget at glæde sig over for drengene.

J70’er-båden, som man også bruger i Sejlsportsligaen, har en besætning på fire, og den udgøres af Peter Ammundsen, Ole Lindberg og Christian Torp samt skipper Bo Schülein.

Sidstnævnte er vokset op i Bandholm og har fået hele sin sejleropdragelse i byen. Det er hans fortjeneste, at Bandholm nu er repræsenteret i den nye Champions League.

Drømmer om DM og mere CL

Efter en flytning til København har Bo Schülein nemlig sejlet for Sundet på Østerbro nogle år, men han havde et projekt i tankerne:

”Lige siden jeg begyndte i ligaen kunne jeg godt tænke mig at starte mit eget hold op. Og så synes jeg, det var en oplagt mulighed at sejle for Bandholm, når jeg havde teamet, og vi gerne ville styre det mere selv. Bandholm er min ungdomsklub - jeg startede, da jeg var helt lille med at sejle optimist og senere 29’er og en masse andre joller i Bandholm,” forklarer Bo Schülein, hvis familie stadig har sommerbolig på Bandholm Havn. Faderen er i øvrigt dybt involveret i sejlklubben.

En anden af drengene - Peter Ammundsen - supplerer:

”Det var jo en helt perfekt idé, synes vi andre også. Og nu kender folk i sejlerkredse pludselig Bandholm,siden vi ligger nummer 4 i landet bedste liga. Vi bor i København, men kommer ofte til Bandholm og holder bl.a. foredrag og sejler med folk i klubben.”

”Ulempen er, at vi skal finansiere det hele selv,” siger Bo Schülein.

”Vi får dog lidt fra Bandholm Kommune, men vi skal betale det meste selv, mens de store klubber får finansieret det hele.”

Hvornår vinder I Danmarksmesterskabet?

”Ja, det bliver svært,” siger Peter Ammundsen med et smil.

”Men hvis det skal lade sig gøre, så skal vi nok ud til nogle flere events som den her CL-konkurrence. Det kan godt være vi får lidt tæsk den her gang (drengene endte på en samlet 18. plads i et tæt felt, red.), men vi lærer så meget ved at kigge på de andre hold. Vi finder ny motivation og sejler ret godt i de sidste sejladser. Så om to år måske,” griner han.

Bo supplerer: 

”Det kan da lade sig gøre at vinde DM. Vi ligger pt. på en delt fjerdeplads i Sejlsportsligaen, men vi kan ikke nå at vinde DM i år.”

Se resultatlisten fra Rusland

Motor
content-loader
content-loader
content-loader