Marias første møde med Sydamerika: Colombia har så meget at byde på

I slutningen af januar sagde jeg ’på gensyn’ til Caribien. Ikke et ’farvel’, for jeg er helt sikker på, at jeg om et par år vender tilbage til de eksotiske øer, som har så meget at byde på.

Ankeret blev lettet fra Curacao, og vi satte kursen mod Sydamerika, nærmere bestemt Colombia som for de færreste langturssejlere er et land, de besøger på deres sejlads, men som vi her på True Blue har set virkelig meget frem til at aflægge visit. 

10 sømil gjorde en kæmpe forskel

Vi havde på forhånd talt med andre langturssejlere og forhørt os om deres planer, og det viste sig, at to andre både skulle samme vej som os. Så onsdag den 30. januar sejlede en newzealandsk, østrigsk og dansk båd ud fra Spanish Waters på Curacao, og satte kursen mod Colombia godt og vel 400 sømil forude.

Vi havde mange snakke om, hvor stor afstand vi skulle holde fra kysten, ikke så meget i forhold til pirateri ud for Venezuela, men fordi vi skulle runde Andesbjergenes udmunding, hvor vinden eftersigende skulle være drilsk.

Vi holdt os dog 15-20 sømil fra kysten og havde perfekt sejlvejr hele vejen igennem, mens vores østrigske følgesvende var gået 30 sømil ud og var endt i stormvejr, hvorfor de brugte næsten et døgn mere end de 58 timer, vi sejlede turen på.

58 timer for butterfly, med følge af delfiner, blæs fra hvaler en sømil væk, en masse stjerneskud og morild i den ellers mørke nat, hvor horisonten var oplyst af containerskibe på vej mod Panamakanalen, og hvor kopnudlerne og kaffen blev skænket i store mængder.

En slags velkomstkomité

Det er altid spændende, når man første gang kaster anker i et nyt land, og for mit vedkommende var det mit første møde med Sydamerika.  Fredag den 1. februar så vi land.

Høje bjerge skød op fra havets overflade, og jo tættere vi kom på land, desto flere fisk hoppede hen over vandoverfladen og lagde sig som et sølvtæppe, mens de lokale fiskere spejdede efter uro i vandet som et tegn på fisk.

Ankeret blev for første gang kastet i Sydamerika i Taganga Bay. Her bliver colombianske turister i eget land sejlet ud til en sandstrand i fyldte både, og her vinkede alle til os og bød os velkomne til deres land. En bedre velkomstkomité kunne vi ikke have fået.

En stor pose tålmodighed er nødvendig

Fra lørdag den 2. februar havde vi en plads i Santa Marta Marina. En forholdsvis nybygget marina, hvor vi fik anvist plads til True Blue, mens de sidste papirer i forhold til cruising i Colombia bliver taget hånd om af havnekontoret.

En service de tilbyder, hvis man ligger minimum fem dage i marinaen, og det kunne vi ikke sige nej til, for på diverse rejsehjemmesider skulle der være masser at se rundt omkring Santa Marta.

Vi har godt kunnet mærke, at det foregår i deres tempo, da vi flere gange har rykket for papirerne, og bare har kunnet se på, mens nabobådene én for én forsvandt fra deres pladser og videre på deres eventyr. Men vi må væbne os med tålmodighed.

Selve Santa Marta er præget af at være en kystby. Turister, backpackere og colombianere tager på ferie i denne by, hvor gadesælgere råber op om diverse solbriller- og hatte, drinks og mad til billige penge. Murene i byen er håndmalet med flotte motiver i farverige farver, som passer godt til den afslappede sydamerikanske stemning.

Oplevelserne skal fordøjes

Vandresko og myggespray blev pakket i en rygsæk, og så var vi ellers fire besætningsmedlemmer der for et par dage fik fastland under fødderne, da vi besøgte bjerglandsbyen Minca, en times kørsel i bus fra Santa Marta. Jeg ved ikke, om ’bådkuller’ er en rigtig tilstand, men i hvert fald var det rart og lidt underligt at sove i en seng, der ikke gyngede for første gang i snart fire måneder. 

Efter et par dage fyldt med oplevelser vendte vi atter tilbage til vores ’hjem’ på True Blue. Det kalder vi hende i hvert fald, når vores rigtige hjem er flere tusinde kilometer væk. Her har vi fået opbygget en hverdag med rutiner, men samtidig er der plads tilm at vi kan komme helt ned i tempo, uanset om man er ombord i to uger, én måned eller for mit vedkommende tre måneder.

Jeg er helt sikker på, at de sidste tre uger af mit sejlereventyr bliver fyldt med endnu flere fantastiske oplevelser, også selvom jeg lige nu synes, at jeg er ved at være godt fyldt op med dem. Men der er det vigtigt at sige til sig selv, at man nødvendigvis ikke behøves være med til al det, resten af besætningen finder på, men at det er okay at tage lidt tid alene og fordøje oplevelserne.

Udover at bage brød uden opskrift er det i hvert fald én af mange ting, jeg har lært på min tur indtil videre.

Sejlerhilsen fra Colombia
Maria