Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Superyachten får to master og et slankt skrog. Foto: Philippe Briand.

90 meter 'grøn' superyacht bliver selvforsynende med turbiner

Superyachten SY300 på 300 fod og 1550 ton bliver drevet udelukkende af vindkraft og turbiner under vandlinjen. To kulfibermaster og et kæmpe sejlareal skal sikre komfortabel og effektiv sejlads.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Båddesigner Philippe Briand står bag projektet om at bygge en 90 meter megayacht. Yachten skal byde på en sejloplevelse i verdensklasse og skal være selvforsynende. Båden får enorme sejl og turbiner under vandlinjen.

Det skriver båtliv.se.

Den ypperste drøm

Den 1550 ton tunge SY300 er en konceptbåd, som Philippe Briand præsenterede tegningerne af, baseret på hans designstudio i London.

Yachten på knap 300 fod får en traditionel rig, og Briand beskriver den som den ypperste drøm for en passioneret sejler, som vil have toppræstation og stil.

Tegnebogen skal dog være godt fyldt, da man mener, at yachten kommer til at koste langt over en milliard svenske kroner.

'Grøn' superyacht

Yachten er udelukkende drevet af vinden, og tilhører dermed gruppen af nye, 'grønne' superyachts, som har været fremme de seneste par år.

Med dens lange slanke skrog kræver det minimal kraft at få fremdrift, og under vandlinjen findes turbiner, som genererer strøm. I de rigtige vindforhold kan yachten nå op over 20 knob.

Designeren selv mener, at konceptet med to master er det mest effektive, hvoraf den højeste på superyachten bliver 95,3 meter høj. På kryds kan yachten bære i alt 3560 kvadratmeter sejl, og på læns i alt 6600 kvadratmeter inklusiv en spinnaker på 3500 kvadratmeter.

Kæmpe flybridge

Masterne fremstilles i kulfiber efter erfaringer gjort fra Philippe Briands tidligere projekter, den 67 meter S/Y Vertigo og 73-meteren S/Y Sybaris.

Vandlinjen er på 78 meter og på det bredeste sted kun 14 meter. Yachten har tre dæk for at skabe maksimal plads til de 17 besætningsmedlemmer samt gæster, som desuden kan indlogere sig i seks VIP-kabiner.

Ombord findes også en 14,8 meter lang flybridge på i alt 112 kvadratmeter, hvor der er plads til at sole sig eller spise ved den store spiseplads. Op til 14 gæster kan bo på yachten samtidig.

Kilde: Båtliv.se

Motor
content-loader
content-loader
content-loader