Danske gaster overaltvindere i ARC efter 15 dages champagnesejlads over Atlanten
De tre gaster fra Øresund, Flemming Christiansen, Niels Christiansen og Henrik Linde, troede dog også at deres sidste time var kommet, da de blev mødt med en ufrivillig bomning og en spiler blæste ud på den 48 fods båd. Her er sejlernes slutrapport.
En pludselig indskydelse ultimo oktober fik tre gamle sejlerkammerater Flemming Christiansen, Niels Christiansen og Henrik Linde ideen til et fælles projekt: De ville deltage i kapsejladsen ARC-2019 over Atlanterhavet, med start 30 dage senere.
Nu fortæller Henrik Linde efter mandskabet er kommet i mål i Caribien i St. Lucia efter 15 dages over Atlanterhavet, med start fra Palma på Gran Canaria:
Sådan et projekt er normalt noget der planlægges år i forvejen Og det skulle ikke være en badeferie. Vi ville sejle kapsejlads og allerhelst vinde.
Et fuldstændigt sindsygt projekt på så kort tid. Men visse vasse....Vi kontaktede potentielle deltagere i ARCen der havde ambitioner og at vinde og vi fik hyre på samme båd Scarlet Oyster. En Oyster 48" fra 1986.
Vi optimerede vores planlægning ved at booke møder med erfarne havsejlere, som tidligere havde deltaget i turen over Atlanten. Stor tak til Phillip Skafte Holm, Claus Schrøder og Blærerøven Mads Christensen og mange mange flere for konstruktive input om alt fra proviantering, påklædning til søsyge.
Rådene var mange og til tider modstridende, så vi ofte var helt rundtossede.
Og vi forstod på alle at der max. måtte være 6 personer på båden og at vi skulle “sejle sydpå indtil smøret smeltede og så bomme og smutte vestpå”. Kapsejlads skulle vi bare glemme alt om. Sejladsen ville være en lang indre rejse. En tur på næsten 5.000 kilometer ventede forude.
Fulgte ikke helt rådene
Vi lyttede til jeres råd - men vi fulgte dem ikke helt...
Besætningen mødtes i ugen op til start i Las Palmas, båden blev trimmet, måltider tilberedt og livet blev nydt på havnen med mange spændte sejlere. Der var et godt sammenhold mellem de danske deltagere.
Skipper på vores båd var meget erfaren og havde en fast crew på 3. Herudover var vi ialt 8 gaster fra Finland, Polen, Holland, Sverige, og så os 3 fra Danmark. Så vi blev altså 12 på båden!
Vi fik skudstarten og røg afsted som en raket. Vi erkendte hurtigt at vi var kommet på den helt rigtige båd. Selvom hun var en gammel dame på mere end 30 år, var hun toptrimmet og klar til ræs.
4 timers sejlads og 4 timers søvn
Skipper udførte et meget imponerende job bag computeren med ruteplanlægning, vejrinformationer mv. Gasterne styrede og trimmede båden med løbende råd og vejledning fra den faste besætning.
Der blev lavet faste rutiner. 4 timers sejlads og 4 timers “søvn”. Det sidste blev der ikke så meget tid til. Den "hviletid" skulle nemlig også bruges tid til daglig rengøring, madlavning, sejlskift mv.
Vi var kommet rigtig godt fra start og lugtede blod. Vi ville være med helt fremme. Og den ene dag afløste den anden. Mindst 5 gange om dagen blev spileren på 180m2 pillet ned når vindhastigheden nåede 30 knob.
Så skulle den pakkes med udtråde og være klar 10 minutter efter når vinden igen løjede af.
Desuden lavede vi rigtig mange bomninger, for at få det optimale ud af vindændringerne.
En enkelt gang nåede vi ikke spilernedtagning før et af de helt store vindpust kom. Det kostede en spiler og mange timers klippe/klister i store dønninger. Op igen ..... og der døde den spiler så totalt.
Vores spilertape lapper holdt, men spileren flækkede nye steder. Den kan nu kun bruges til sejlerjakker. En anden spiler blev hentet fra forrummet og så var vi i gang igen.
12 mennesker på 48 fod er mange
12 mennesker på en båd på 48 fod er rigtig mange, og vi var jo blevet advaret om at vi var alt for mange om bord. Efter et par dage lugter det heller ikke så godt mere.
Det bliver ikke bedre af at åbne luger for at få frisk luft ind, for der kom bølgerne og skyllede hen over ALT indenbords,
Saltvand blandet med mandehørm uden effektiv udluftning er en rigtig dårlig cocktail. I løbet af få dage var båden en sejlende svimmingpool. Alt var vådt. Vi skiftede til badeshorts og havde dem på på resten af turen.
De shorts er nu billigt til salg. Når der skulle blundes en enkelt time eller to, var det i en drivvåd seng som lige var blevet rømmet af anden gast, som lugtede næsten lige så godt som en selv. Ikke nogen god oplevelse.
Vores ambitionsniveau krævede at vi alle leverede en kæmpe indsats, selvom vi var våde, trætte og ømme over det hele. Så vi var ikke for mange ombord.
30-40 knob og ufrivillig bomning
Kun en tåbe frygter ikke skyer med “scrolls i Atlanten. Vinden kommer farende under de mørke skyer med 30 - 40 knob fra forskellige retninger, og man skal være på dupperne for at undgå skader på materiel og mandskab.
På et tidspunkt hvor de danske vikinger styrede og trimmede båden, døde vinden et kort øjeblik, for pludseligt at komme farende fra en helt anden retning. Det endte desværre med en ufrivillig bomning.
Troede sidste time var kommet
Det ikke spor morsomt. Vi troede vores sidste time var kommet. Efter en del oprydning var vi klar igen. Vi slap med en meget kraftig advarsel, og bare så I ved det. Vi sejlede altid med redningsvest og livliner om natten. ALTID
Besætningsmæssigt var vi spændte og lidt bekymrede over den internationale cocktail på båden. I det store hele gik det rigtig godt. Men på turen skulle der lige sluges et par kameler af de store.
En enkelt gast på båden ændrede “psyke” undervejs og meldte sig mere eller mindre ud af fællesskabet og hjalp ikke med trimning, spilerpakning mv.
Det blev lidt træls til sidst og det blev ikke bedre af at en af vikingerne forsøgte at motivere vedkommende. Men i det store og hele fik vi det til at hænge sammen. Besætningen som helhed bestod prøvelserne.
Sammenholdet mellem de danske vikinger var ubrydeligt. Vi har hjulpet hinanden og været der før hinanden når det brændte på. Vi er kommer styrket ud af denne tur sammen. Og når den var helt galt om bord, sagde vi ordet “hummer” til hinanden, og glædede os til vores eget private festmåltid efter mållinien.
Natten var fyldt med stjerner og stjerneskud. Der blev sendt mange venlige tanker til familierne nordpå.Og en enkelt tåre kom der sikkert også i øjenkrogen.
Solopgangene var ubeskrivelige
Solopgangene var ubeskrivelige, både når det blæste og når der var let vind. Man er uendeligt lille derude på Atlanterhavet. En enkelt viking blev taget i at synge "I Østen Stiger Solen Op" - med en klump i halsen. Om det var ondt i halsen eller hjemve, eller blot en lykkefølelse - det vides ikke.
Inden solnedgang mandag den 9. december nåede vi frem til mållinien i Saint Lucia, efter lidt over 15 dages kapsejlads. Vi blev overaltvindere ud af samtlige både med mere end 10 timer ned til nærmeste konkurrent.
De røde bukser er nu pakket ud og alle kommer med lykønskninger. Det er bare så fedt, og vi fejrer sejren med al den drikkelse, som vi ikke fik noget af på sejladsen. Nu skal der slappes af, så vi kan få lidt sul på kroppen igen. Vi har i gennemsnit tabt 10 kilo!!
Vi kan kun opfordre alle sejlere med udlængsel til at springe ud i det og snuppe turen. Det er en fantastisk rejse og tiden flyver af sted.
Carpe Diem.....og god vind
PS. En stor tak til vore søde piger derhjemme og en speciel tak til Jesper og Emil for at videreformidle infirmation til dem der har valgt at følge os.
Følg sejladsen her, den danske Hallberg-Rassy 45 Vera sejler stadig i ARC, nu for nedsat kraft