Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
- Det har længe været vores ambition, at Aalborg Regatta skal vokse sig større og blive en fast årlig begivenhed, siger Claus Holstein, der er formand for Aalborg Waterfront. Foto: Lars Horn/baghuset
Kort Nyt
Aalborg Regatta skaber masser af besøgende på havnen. Foto: Lars Horn/baghuset

Million-donation til Aalborg Waterfront til Aalborg Regatta 2020

Næste år i juni vil Aalborg Havnefront for 7. gang danne rammen om Aalborg Regatta, hvor smukke skibe, musik og vandaktiviteter, indtager havnefronten. Donation kan skabe større musiknavne, flere skibe og et øget antal aktiviteter.

Af Troels lykke |

Aalborg Regatta sker i dagene fra den 18.-21. juni 2020 og er blevet en realitet i forlængelse af en donation fra Aalborg Havn A/S og Hedegaard A/S på en million kroner til foreningen Aalborg Waterfront, der har til formål at støtte og udvikle forskellige formål med fokus på fjord og kultur:

- Det har længe været vores ambition, at Aalborg Regatta skal vokse sig større og blive en fast årlig begivenhed i Aalborg. Nu har vi via vores samarbejde med Hedegaard Agro fået mulighed for at allokere et større beløb til Aalborg Waterfront – herunder til udviklingen af Aalborg Regatta med blandt andet større musiknavne, flere skibe og et øget antal aktiviteter i forhold til de tidligere år, siger Claus Holstein, der er formand for Aalborg Waterfront.  

Donationen fra Hedegaard Agro og Aalborg Havn er den sidste i en række af donationer fra en pulje af midler, der blev etableret i forbindelse med Projekt MurMal i Nørresundby.

Vil indfri Limfjordens potentiale

For adm. direktør Søren Rathcke fra Hedegaard Agro rummer Aalborg Regatta et solidt potentiale til at blive en begivenhed, der både kan aktivere aalborgensere, nordjyderne og turister fra både Danmark og udlandet:

- Limfjorden og havnefronterne i Aalborg og Nørresundby er nogle af Aalborgs største aktiver. Det har vi flere gange set ved afviklingen af The Tall Ships Races i Aalborg, siger han og fortsætter:

- Med Aalborg Regatta kan vi det samme – nemlig indfri en del af fjordens og havnens potentiale, og vi mener derfor, at det er helt oplagt at udbygge regattaen i de kommende år, fortæller han. 

The Tall Ships Races vender tilbage til Aalborg i 2022, og for Claus Holstein og Søren Rathcke er det ambitionen, at Aalborg Regatta skal bygges op til at være en event på højde med The Tall Ships Race i Aalborg.

Aalborg Waterfront så for første gang dagens lys som forening i 2010, og det er otte år siden, at Aalborg Regatta løb af stablen for første gang. Det er Aalborg Kommunes eventafdeling, Aalborg Event, der er arrangør af Aalborg Regatta.

Fakta om Aalborg Waterfront

Bag foreningen står A. Enggaard, Nordjyske Bank, OKTAN 8, Hedegaard Agro, Stigsborg Havnefront, DC Supply, COWI, TN Udvikling, Jyske Bank, Himmerland Boligforening, Haugaard Braad, Aalborg Havn A/S og SIFA.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader