Gå til hoved-indhold
De fem fiskere blev én efter én bjærget af en redningshelikopter. Arkivfoto: Troels LykkeKort Nyt
De fem fiskere blev én efter én bjærget af en redningshelikopter. Arkivfoto: Troels Lykke

Fem fiskere reddet i Nordsøen - to dage efter brød kutteren i brand

Besætningen var tilsyneladende overbevist om, at kutteren ville synke, da de forlod den fredag. Søndag udbrød dog brand ombord, og to måtte evakueres.

Af Sara Sulkjær |

Fem fiskere på Hvide Sande-kutteren RI 524 James Robert blev i weekenden ramt af flere uheld, der formåede at holde de lokale redningsmyndigheder fuldt beskæftigede.

Fredag kl. 12.15 udsendte de fem fiskere, hvoraf de fire er fra Polen, et mayday-opkald, da de vurderede, at deres kutter var ved at synke.

Kutteren sejlede videre 

Herefter satte en redningshelikopter kurs mod Nordsøen, hvor de fem besætningsmedlemmer alle blev bjærget og fløjet til Esbjerg Sygehus. 

Ingen var dog kommet alvorligt til skade, og meget tydede derfor på, at redningsaktionen kunne vinges af med succes.

Det viste sig ikke at være tilfældet. På Nordsøen, lidt syd for Hvide Sande, holdt kutteren sig fortsat oven vande, og Forsvarets Operationscenter måtte over weekenden udsende navigationsadvarsler til områdets sejlere: 

- Fiskekutteren, der blev evakueret fredag, drev efterfølgende frit i Nordsøen. Andre myndigheder og interessenter blev holdt orienteret, skriver centret selv i sin døgnrapport.

Strandet på Fanø 

Da civile søndag forsøgte at bjærge krabbefiskerskibet, gik det galt igen. Mens kursen var sat mod Esbjerg Havn sent søndag eftermiddag, udbrød brand ombord, og en helikopter, et redningsfartøj og to skibe fra Esvagt måtte komme kutteren til undsætning.

Her blev to af besætningsmedlemmerne reddet i land af redningsbåden og efterfølgende indlagt til observation for røgforgiftning. 

Det betød samtidig, at James Robert for anden gang på samme weekend blev efterladt på åbent vand.

Senere søndag udbrændte kutteren helt, og den ligger nu strandet på Fanø. 

Kilder: Dagbladet Ringkøbing-Skjern og Døgnrapporten

Motor

Video: Lær at kaste anker på seks minutter

Sommervejret har gjort sit indtog og lokker sejl-hungrende motorbådsejere på vandet. Drømmer du om en hyggelig søndag for svaj, giver engelsk video fra Coastal Safety smarte tips til ankring for begyndere.

Afstemning

Skal du lave forbedringer på din båd denne vinter?

Nyhedsbrev

Deltag i konkurrencer og få de seneste nyheder direkte i indbakken