Søholm Yacht Service nye opbevaringshal på 1500 kvadratmeter har plads til katamaraner
1500 kvadratmeter stor opbevaringshal står nu færdig ved Søholm Yacht Service i Flensborg Fjord. Hallen har plads til 20 større både - også katamaraner, da porten måler 12 gange 11 meter. 60 % af sejlerne, der har båd i hallen, er tyskere.
Søholm Yacht Services nye opbevaringshal står nu færdig. Hallen, som er 1500 kvadratmeter, er en af de få haller i Danmark, der også har plads til katamaraner.
Der er nemlig bygget en 12 meter høj og 11 meter bred port i enden af hallen, så katamaraner kan komme ind og blive opbevaret.
- Det er et mix af store og små både, også katamaraner, der bliver opbevaret. Der er cirka plads til 20 større både i hallen, fortæller Susanne fra Søholm Yacht Service til Minbaad.dk.
Europæiske brugere
Hallen er at finde ved Broager i Flensborg Fjord, og er derfor også benyttet af vores tyske naboer:
- 60 % af kunderne er tyskere, 30 % er danskere og resten er franskmænd, hollændere eller andre jordomsejlere, fortæller hun.
Hallen er bygget af stål og er desuden isoleret, så den er frostfri og fri for kondensvand.
Hallen er videoovervåget, og brugerne får en personlig chip-adgang til den hal, hvor deres båd står i. Der er nemlig ikke kun én hal at finde hos Søholm Yacht Service på den 40.000 kvadratmeter store grund.