Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
Kort Nyt

Katamaran drives udelukkende af vind og sol - kommer til København torsdag

En tidligere kapsejladsbåd er forvandlet til et omsejlende, klimavenligt forbillede. Der er ingen udledning fra båden, der på seks år planlægger at besøge 101 havne. Fra den 16.-18. maj er turen nået til den danske hovedstad.

Af Sara Sulkjær |

Selvom valgresultaterne først tikker ind om tre uger, har det grønne Alternativet med Uffe Elbæk i spidsen allerede grund til jubel.  

Torsdag kaster ét af verdens mest klimavenlige skibe, katamaranen Energy Observer, nemlig fortøjningerne i hovedstaden.

Motor drevet på brint

Flerskrogsbåden har tidligere gjort sig på kapsejladsbanen, men er nu blevet et omsejlende eksempel på, hvordan det er muligt at løse transportudfordringen på en yderst klimavenlig måde.

Udstyret med et fremdrifts- og energilagringssystem, der udelukkende er baseret på sol- og vindenergi, samt en brint-drevet motor, som produceres af et elektroselyseanlæg med energi fra solceller, er der ingen udledning af nogen art fra båden.

Det skriver Maritime Danmark.

Dygtig kapsejler går foran

I spidsen for det klimavenlige togt, der på seks år skal bringe båden til 50 lande og 101 havne, står Victorien Erussard.

En dygtig og erfaren sejler, der med én Route du Rhum og fire Transat Jacques Vabre på CV’et, om nogen har stiftet bekendtskab med det hav, der ligeledes mærker konsekvenserne af mange års Co2-udledning.

Det vil ikke være muligt at komme ombord på katamaranen, men den kan ses udefra i København fra den 16. til 18. maj.

Få desuden flere oplysninger om de mange klimavenlige tiltag på Energy Observer i videoen øverst i artiklen.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader