Holbæk Sejlklub vinder First Sejlerskole Cup og Det Gyldne Spilhåndtag
First Sejlerskole Cup 2019 i Kerteminde blev en rigtig sejlerfest sol og ideelle vindforhold - og Holbæk Sejlklub som den kun anden sjællandske vinder af Det Gyldne Spilhåndtag. Sejladserne blev afviklet i fire af Kerteminde Sejlklubs H-både.
Holbæk Sejlklub er årets uofficielle danske mester for sejlerskoler.
Efter en lang lørdag (14.9. med indledende sejladser og Medal Races kunne vestsjællænderne hen under aften træde op på sejrsskammelens øverste trin ved årets First Sejlerskole Cup i Kerteminde, fortæller Dansk Sejlunion til bådpressen.
"Det har været en udfordring i dag. Holdet består af tre førsteårselever, der aldrig har sejlet kapsejlads, aldrig har sejlet H-båd, og de kendte ikke hinanden på forhånd. De blev bare kastet ud i det, så det var fantastisk at opleve, at de kunne få skiw'et til at sejle," fortalte Kasper Agerbæk, instruktør for det vindende Holbæk-team.
"Det hjælper åbenbart at give dem noget undervisning," tilføjede han med et skævt smil.
Ved First Sejlerskole Cup er der en instruktør med i bådene som passiv "vagthavende", men det er nysejlerne, der håndterer manøvrene.
12 besætninger og stor jævnbyrdighed
12 besætninger var med fra start om formiddagen. De blev inddelt i tre puljer, hvorfra vinderen og den bedste af de tre toere fra puljerne kvalificerede sig til finalerunden med tre Medal Races.
Sejladserne blev afviklet i fire af Kerteminde Sejlklubs H-både.
Jævnbyrdigheden mellem sejlerskolerne var stor - i mindst én af sejladserne måtte der nærmest målfoto til for at adskille to både - og før finalerunden var der total pointlighed mellem to "bedste toere", så der måtte lodtrækning til for at sende Silkeborg i finalerunden på bekostning af et hold ærgerlige Aarhus-sejlere.
Smil over hele linjen
I de tre Medal Races fortsatte jævnbyrdigheden. De fire hold fra Holbæk, KDY, Silkeborg og Kerteminde vandt på skift - til sidst med Holbæk Sejlklub som samlet vinder foran Silkeborg og Kerteminde.
Nok så vigtigt var der brede smil over hele linjen. Vejret spillede med på dagen i form af masser af sol og sejlerskole-venlige fem sekundmeter vind. Hele arrangementet sat flot i scene af Kerteminde Sejlklub.
I en tale til roste baneleder Bjørn Stephensen sejlerne for at have præsteret flotte sejladser med tætte starter - og tilføjede, at nysejlernes næste udviklingstrin bliver at tage bestik af de ret markante vindspring, der indfandt sig undervejs.
"Vi kan ikke nå højere"
Hvorvidt overdragelsen af Det Gyldne Spilhåndtag inspirerer Holbæks vinderteam til at forfølge kapsejlersporet må tiden vise. Direkte adspurgt går sejlernes tanker i lidt andre retninger.
"Min drøm er at bygge min egen båd, og så tænkte jeg, at jeg hellere måtte lære at sejle først," fortalte Holbæk-sejler Hans Henrik Øhlers om sin baggrund for at troppe op i Kerteminde til Sejlerskole Cup.
"Jeg tror ikke, vi kan nå meget højere end nu," supplerede Kenneth Kjær med glimt i øjet.
Blot anden sjællandske vinder
Årets First Sejlerskole Cup var den ottende i rækken. Og blot anden gang - efter Gilleleje Sejlklub i 2105 - at en klub fra Sjælland henter Det Gyldne Spilhåndtag med hjem til klubhuset.
Her er de hidtidige vindere:
2019 - Holbæk Sejlklub
2018 - Middelfart Sejlklub
2017 - Aarhus Sejlklub
2016 - Aarhus Sejlklub
2015 - Gilleleje Sejlklub
2014 - Aarhus Sejlklub
2013 - Struer Sejlklub
2012 - Aarhus Sejlklub