Nicolaj Bjørnholt og Michelle Jensen vinder VM-sølv ved Hobie Cat 16 VM
Efter et tæt opgør har Nicolaj Bjørnholt og Michelle Jensen sikret Danmark sølvmedaljer ved Hobie Cat 16 VM, ud for Captiva Island i Florida. 252 både deltog fra 25 lande, hvor Venezuela sejrede. Daniel Bjørnholt og Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen på 6. plads.
Nicolaj Bjørnholt og Michelle Jensen har i både semifinale- og finalesejladserne ligget helt fremme og flere omgange ført det kæmpe mesterskab, hvor 252 mandskab deltog.
Men som det fremgår af resultatlisten, har der været sejlet i et meget tæt felt, hvor det har tippet frem og tilbage mellem sejlerne i top 4.
Det kombineret med særdeles krævende og udfordrende forhold for så vidt angår både vind og bølger samt kombinationen af samme, fortæller Erik Olsen fra den danske Hobie Cat-klub.
Aflyste sidste dag kostede måske guldet
Desværre blev det grundet megen vind og ikke mindst vilde bølger i baneområdet ikke til sejladser på sidste dagen, hvor Nicolaj og Michelle ellers ville have haft gode chancer for at slå det sidste søm i.
Ikke desto mindre ligger det fast, at Nicolaj og Michelle leverede en ikke mindre end fremragende VM-præstation, som fortjener al mulig ros, og som de kan være utroligt stolte af, fortæller Erik Olsen videre.
Fire danske hold i finalen
I alt fire danske teams var at finde blandt de 56 besætninger, som gik videre til finalesejladserne.
Ud over sølvmedaljerne blev det til endnu en top-10 placering til DK, hvor Daniel Bjørnholt og Clara Roskjær Møgeltoft Nielsen efter et par tunge placeringer kom rigtigt godt igen og sluttede på en fornem 6. plads.
13. plads til Heide og Strøm Jacobsen
Det samme kan siges om Nicklas Heide og Emilie Strøm Jakobsen som i de sidste 4 sejladser sejlede sig op på en 13. plads fra en plads midt i tyverne. Godt gået.
Endelig beviste Mikkel Stampe og Emma Chandler Hansen”med en 35. plads, at de absolut hører til i finalefeltet ved et Hobie 16 VM.
Resultater, billeder, videoer m.m.m.: hobieworlds.com