Maria sejler til europæisk perle i Caribien

For to uger siden sagde vi farvel til det østlige Caribien og satte kursen mod ABC øerne.

Øerne som stadig er en del af Caribien, men som ligger 400 sømil længere mod vest. Øer som er langt mere præget af den europæiske kolonitid hvor Holland havde magten i området, end de øer vi førhen har besøgt.

En forlænget rejse

Turen mod ABC øerne, hvor Bonaire som er øen længst mod øst var vores første stop, bød også på min hidtil længste tur som langturssejler. En tur som tog 58 timer med butterflyen sat og autopiloten slået til. Herude hvor der er fire kilometer under kølen og langt til fastlandet, er der virkelig tid til at tænke over de store spørgsmål i livet.

Ét spørgsmål brugte jeg dog lang tid på at tænke over. For et par dage forinden havde skipper spurgt om jeg ville blive ombord på True Blue en måned længere end min planlagte tur og fortsætte med til Colombia.

Det blev til mange tanker, både for og imod, men mit unge eventyrlystne sind vandt, og når vi om et par uger letter ankeret fra ABC øerne fortsætter jeg ombord på True Blue mod Colombia.

Tydelige konstraster

Mandag den 7. januar kort før solnedgang kunne vi sætte fortøjningen fast til en bøje ud for Bonaires kyst, som allerede fra havsiden var præget af det europæiske og den historie som har efterladt sine spor.

På sydvestsiden af øen ligger små hytter som i kolonitiden har været hjem for slaverne der arbejdede i saltbjergene. Og på østsiden af øen ligger nogen af Caribiens bedste windsurfingforhold, så kontrasterne er heller ikke svære at finde her længere mod vest.

Øerne er desuden velbesøgte af krydstogtskibe, hvor gæsterne har et par timer på land før de sejler videre mod næste ø og går gennem samme mølle igen.

Det har vi snakket meget om ombord, og der er vi blevet enige om at vi ikke kunne opleve øerne på blot et par timer, men gerne ligger for anker et par dage.

Et positivt førstehåndsindtryk

Bonaire bød på windsurfing, mountainbiking, flamingoer, pink saltsøer samt et historisk indblik i øernes kolonitid. Rent ud sagt bød øen på alt hvad vi forventede og lidt mere til.

Efter et besøg i et supermarked på størrelse med en stor Netto, hvor europæiske varer prægede hylderne, var vi ellers klar til en smuttur på seks timer mod Curacao.

Vi havde på forhånd forhørt os om forholdene for sejlere på Curacao, og én ting var gennemgående. Immigration & Custom processen skulle være 'meget' mere besværligt end på Bonaire. Det kunne de nok havde ret i, da vi traskede hele byen rundt for at finde kontorene som lå i hver sin bydel, men blev ellers mødt af smil og hjælpsomme folk på de forskellige kontorer.

Manglende information gav bekymringer

Der er generelt ikke meget information at finde for langturssejlere som vil aflægge visit på ABC øerne. Derfor var det da også en noget spændt besætning som skulle kaste ankeret på Curacao, for hvor kunne vi overhovedet gøre det?

Vi havde ét sted læst at lystbåde lå samme sted som krydstogtskibene tæt på byen, men det lød for godt til at være sandt syntes skipper Troels alligevel.

Efter lidt research på søkortet fandt vi en snæver indsejling til det der kaldes 'Spanish Waters'.

En stor indsø hvor der både skal holdes udkig på dæk og på søkortet for at undgå de klipper der gemmer sig to meter under havoverfladen.

Herinde ligger True Blue nu i læ for vind og bølger med en masse andre langtursbåde, mens vi besøger nationalparker, grotter, snorkelsteder og shopper i de velbesøgte souvenirbutikker i bydelen Punda.

Sejlerhilsen

Maria