Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Næste år må der være 90 både med i DH-DM i 3. uge i august. Foto: Peter Brøgger/DH-DM

Historien om DH-DM: Den helt nødvendige sejlads

- Jeg vil nødigt lyde selvfed, men vi var alle høje af den ros, vi havde modtaget fra alle sider,” siger Martin Frimer fra Juelsminde Sejlklub om DH-DM, som også Horsens Sejlklub og Snaptun Sejlklub står bag. Der er dog nye ændringer på vej i stævnet.

Af Troels lykke |

Mandag aften d. 30 september 2019 var der ved indgangen til mødet i styregruppen for DH-DM to ting der umiddelbart stod ret klart for alle de deltagende i mødet: Der var en fantastisk stemning blandt såvel de otte medlemmer af gruppen fra Snaptun-, Horsens- og Juelsminde Sejlklubber samt de medlemmer, de repræsenterede. Og ikke mindst at DH-DM var kommet for blive. 

Sådan skriver Henrik Kastenskov fra DH-DM i denne artikel og fortsætter.

Da man satte sig omkring bordet i Snaptun Sejlklubs lokaler på Strandvejen i Snaptun var hovedspørgsmålet således afklaret allerede inden kaffen blev hældt op. Stævnet, der blev afholdt i sidste weekend af august, blev simpelthen for stor en succes til at det genopståede Danmarksmesterskab for sejlads efter DH-regler kunne få lov til at visne og dø.

Bjarne Hansen var i sin egenskab af formand for Horsens Sejlklub - den største af de tre klubber - med som observatør på mødet.

“Vi havde alle modtaget en større rapport forud for mødet - jeg tror den var på 25 sider - med input fra sejlernes evalueringsskemaer, klubbernes egne erfaringer samt de frivilliges feedback. Jeg havde som sådan ikke nogen agenda, for økonomisk set var der fuldstændigt styr på tingene fra start til slut. Men vi er tre ret forskellige klubber, og det var vigtigt for mig, at ingen skulle sættes i økonomisk forlegenhed på grund af størrelse. Det har ingen gavn af”. 

Martin Frimer fra Juelsminde Sejlklub husker mødet lidt surrealistisk:

“Jeg vil nødigt lyde selvfed, men vi var alle høje af den ros, vi havde modtaget fra alle sider. Fra sejlere, fra frivillige, fra sponsorer. Det kunne slet ikke undgås, at stemningen var supergod”. 

Så beslutningen var let, men alligevel kiggede deltagerne hinanden i øjnene, og en for én afgav styregruppens deltagere deres stemme. Det blev et stort ‘Ja’. Otte for, ingen imod. Herefter gik gruppen i gang med at debattere evalueringsrapporten, dens kritikpunkter og dens anbefalinger.

Tue S. Andersen fra Snaptun Sejlklub husker også mødet for den gode stemning og den meget positive feedback:

“Jamen det viste sig, at vi havde gjort mange ting rigtigt. Mange ting skal selvfølgelig justeres. Det viste feedback fra sejlerne jo også, men i bund og grund ramte vi noget, da vi fra start af sagde, at vi ville gøre en forskel for bredden i dansk sejlsport”. 

“Den afstemning var et rungende ‘Ja’ til gøre det hele igen”

— TUE S. ANDERSEN, EVENT LEDER

Evalueringen delte kritik og anbefalinger op i tre dele: en vand-del, en land-del og en del, der så på arrangementet i sin helhed.

Med beslutningen om et nyt stævne i 2020 efter samme model som i år af vejen, kunne man nu metodisk gå punkterne igennem og skabe overblik over, hvad der fungerede, hvad der skulle forbedres og hvad der måske skulle droppes helt.

Et af de store og gennemgående kritikpunkter var lørdagens distancesejlads, der i årets sejlads fik uforholdsmæssig stor betydning på grund af den manglende vind for de sidst startende sejlere.

“I år kunne man tabe uhensigtsmæssigt meget i forhold til det samlede stævneresultatet grundet vægtning af lørdagens distancesejlads rundt om Endelave. 

Problematikken blev yderligere forstærket af den omvendte respit-start i år. Den går ikke næste år, så vi arbejder med en ny model, der tager højde for dette.”, siger Martin Frimer fra Juelsminde Sejlklub.

Da klokken nærmer sig 21.00 er der kun et punkt tilbage på blokken i klubhuset i Snaptun: datoen for næste års stævne.

“Sejlkalenderen har i realiteten kun 12-14 weekender til rådighed. Andre stævner, ferier og festivaller lægger beslag på de fleste datoer, så i sidste ende har vi kun to valgmuligheder: sidste- eller næstsidste weekend i august. 

I år valgte vi den sidste-, og dér kolliderede vi med med Copenhagen Boat Show, og vi mistede dermed muligheden for at have nogle af de store medier samt de helt store sponsorer med. Weekenden før er der DM for en lang række bådklasser, hvorfor der vil være en del gaster, der er optaget andetsteds”, fortæller Tue S. Andersen.

Dilemmaet udstiller sig tydeligst, da de otte medlemmer af styregruppen skal stemme om datoerne. Alle stemmer blankt. Der var ikke engang uenighed. Andersen fortsætter:

“Uanset hvad vi valgte, ville vi være som en lus mellem to negle. Der var ikke nogen løsning. I sidste ende valgte vi datoen 21.- 23. august, fordi vi kunne tilgodese en anden gruppe end i år. Og så må vi se på, hvad der fungerer bedst, når vi evaluerer næste gang”.

Da mødet slutter som planlagt klokken 21.30 ligger de første tiltag til det, der skal blive DH-DM 2020 klar. Datoen ligger nu fast, det maksimale antal deltagere man sigter efter, er nu sat til 90, flere beslutningskompetencer skal uddelegeres, banerne skal justeres og jagten på en egentlighovedsponsor, der vil forpligtige sig ét til to år frem går i gang for alvor.  For nu blot at nævne nogle få af de skitser, der blev sat i søen.

“Vi kan jo kun gøre det fordi, vi har fået så værdifuld feedback og støtte allerede nu. Vinder af den mellemste bådklasse, Mads Christensen, gav One Sail’s tilsagn om fornyet sponsorat allerede på sejrsskammelen med ord som, at det var ét af de bedste stævner, han havde været med til. Det forpligter”, slutter Martin Frimer.

FAKTABOKS

DH-DM afholdes i dagene 21.-23. august 2020 i Juelsminde. Tilmeldingen vil blive åbnet i starten af det nye år og blive bekendtgjort via hjemmesiden og Facebook. Stævnearrangører er sejlklubberne i Juelsminde, Snaptun og Horsens med støtte fra Dansk Sejlsportsunion.

Se video fra start ved DH-DM 2019

Motor
content-loader
content-loader
content-loader