Far og søn, Lars og Erik Borg, snuppede guld og sølv ved Ylva-DM i Middelfart
Det blev et rent familieopgør med to Korsør-besætninger, da 12 Ylaver kæmpede ved Lillebælt. Den lokale helt, Bo Lindegaard, blev disket i sejlads og sluttede på 7. plads.
Der var 12 både til Ylva DIF-DM i Middelfart, og selv om det er lidt skuffende, er det nok til at DM-et bliver gældende, fortæller Middelfart-sejler Christian Bangsborg Thomsen.
Guld og sølv blev i familien Borg fra Korsør Sejlklub. I relativ overbevisende stil forsvarede Lars Borg, Korsør Sejlklub sin DM-titel fra 2018.
Det skete med gasterne Preben Kristensen, Per ”Splint” Nielsen og Bill Olsen lykkedes det lige nøjagtig at holde faderskabet, Erik Borg, Korsør Sejlklub bag sig.
Bronzemedaljen gik uventet, men fortjent til ”Giraffen” med Torben Pedersen fra Fredericia.
Op-ned-bane ved Mosvig
Fredag gik det så løs med at få sejlet så mange sejladser som muligt. Banen - ”op– og nedbane” var henlagt til Mosvig ved Stenderup, hvor strømmen ikke er helt så kraftig som den sædvanligvis er i Lillebælt.
Der blev gennemført 6 sejladser, og baneleder Lars Bøcher var svært tilfreds med dette, idet vejrudsigten lovede megen blæst og regn for lørdagen , hvilket ville give svære forhold for sejlerne og officials.
På vandet blev sejladserne ledet med fast og sikker hånd af Lars Brøcher, der som DS-national dommer havde stor forståelse for både korrekt sportslig afvikling af sejladserne og for hensyn til de vejrmæssige svære konditioner, som stævnet bød på.
Baneleder: Ikke jævnstrøm - men vekselstrøm
Som han udtalte til debriefingen: ”I Middelfart har de ikke ”jævnstrøm” – kun ”vekselstrøm”.
- Dermed henviste han til, at hvis både på første opkryds havde en fordel på den ene fløj, så var det ofte, at fordelen var skiftet til den anden fløj på andet opkryds. I alt op-nedbaner, der var umulige at læse, fortæller Ylva-klubbens næstformand, Flemming Fjord fra Troense.
Lokale sejlere lagde godt ud - men så blev han disket
Det lokale håb, Orkanen med skipper Bo Lindegård, lagde flot ud med en 3. plads i første sejlads, og en førsteplads i 2. sejlads.
Men herefter gik det ned ad bakke med en 8. plads i tredje sejlads og en diskvalificering i 4. sejlads.
Efter fredagens 6 sejladser var det Den 96 ”Nu igen” fra Korsør med skipper Lars Borg, der var i spidsen med en flot serie på i alt kun 10 point.
Hans fa, Erik Borg også Korsør Sejlklub lå nr. 2 med i alt 19 point. Bo Lindegård i Orkanen DEN 35 måtte tage til takke med en 7. plads. Så skuffelsen var stor hos ”de unge” sejlere.
Udsættelse efter 15 m/sek.
Lørdag vågnede sejlerne op til regn og rusk. Med 13 - 15 m/s måtte dommeren ty til udsættelse af dagens sejladser, idet det sikkerhedsmæssigt og sportsligt ikke var forsvarligt at sætte sejladser i gang.
I løbet af formiddagen var vejrsituationen det samme, men en vejrprognose lovede aftagende vind i løbet af eftermiddagen, så derfor måtte sejlerne blive i klubhuset og drikke kaffe og hygge.
Kl. 13.30 sejlede bådene så ud til de sidste sejladser. Efter en sejlads blev vinden meget skiftende, og yderligere sejladser var ikke muligt at gennemføre.
DM i Flensborg næste år
- Der ER også i Ylva-klassen en ”elite”, men vort motto er fortsat: ”Ingen elite uden en bredde”, så vi satser hårdt på, at stævnet i Flensburg næste år bliver for ALLE og tyskerne er jo som kendt for at satse både på sociale, festlige event´s på land og på et højt sportsligt niveau på vandet. Vi glæder os, fortæller Flemming Fjord.
Under langsom forbi-gang på broerne i Middelfart kunne det klart fornemmes, at familien Borg fra Korsør næste år bliver udsat for en sportslig udfordring, der måske kan resultere i et ”tronskifte” i Ylvaklubben?
Resultater
Guld: Lars Borg fra Korsør DEN 96,
Sølv: Erik Borg, Korsør, DEN 33. (far til Lars Borg)
Bronze: Giraffen DEN 90 fra Fredericia.
Ylvaen blev tegnet i 1973
Ylvaen er en lang smal sejlbåd på kun 2,35 meters bredde og 12,18 meters længde, som i over 40 år har været noget af det ypperste rent sejladsmæssig og æstetisk.
Båden er tegnet af Steen Kjølhede i 1973 og har gennem 70-erne og 80´erne hærget kapsejladsbanerne i Danmark.
Den er stadig en ”potent” båd, selv om årenes kapsejladser har slidt på mange af de ældre både, der jo for de flestes vedkommende er bygget før 1985.
Navnet Ylva stammer tilbage fra Vikingetiden. Ylva var nemlig navnet på Harald Blåtands vilde datter, som kun han formåede at styre.