Gå til hoved-indhold
Udstyr
Taske lavet af gammel sejldug. Foto: Munk & Rasmussen.
Udstyr
Systuen laver blandt andet måtter til cockpittet og salonen. Foto: Munk & Rasmussen.
Udstyr
Sejldug kan også bruges til en taske til grillen. Foto: Munk & Rasmussen.
Udstyr
Klaus Sørensen er konsulent i virksomheden. Privatfoto.

Tasker syet af gamle sejl skaber arbejdspladser

Kan tasker syet af gamle sejl få folk i arbejde? Ja, er det korte svar på det. Klaus Sørensen fra Sejlklubben Lynetten fortæller om sit givende job som konsulent på deltid.

Af Maria Ravn Jürgensen |

I den socialøkonomiske virksomhed Munk & Rasmussen ApS i Helsinge arbejder man nemlig med at få mennesker tilbage i ordinære jobs.

Det gøres blandt andet på egne værksteder, hvor flere af de ansatte startede som henviste borgere, der gennem arbejdet har opnået en opkvalificering - og et job!

Et af værkstederne er SYSTUEN, der syer gamle sejl om til unikke, lækre og bæredygtige tasker i eget design med navnet Råt & Flot.

Glade for at kunne hjælpe

- Vi regner med, at produktionen af tasker, hynder og andet syet af gamle sejl kan skabe 1-2 fuldtidsstillinger i løbet af 2019. Vi får sejlene gennem vores netværk og vores opsøgende arbejde, så på den konto er der ikke de store udgifter, siger Klaus Sørensen, der er deltidsansat i Munk & Rasmussen som konsulent og fortsætter:

- Og alle, der har doneret sejl til os, er meget interesserede i at se resultatet og også glade for at kunne hjælpe, fortæller han.

- Det er også sjovt, når stoffet fra en gammel bådkaleche kan blive til en specialsyet taske til Cobb-grillen, når nu den gamle er slidt op. Jeg elsker, at vi kan den slags, siger Klaus Sørensen, der som aktiv sejler i høj grad har været med til at få gang i værksteds-produktionen af tasker af de gamle sejl.

Fælles indsats

På værkstederne er der plads til forskellighed, flexjobs og hensyntagen til den enkelte. 

- Hos Munk & Rasmussen tror vi på - og ved - at der er gode ressourcer i alle mennesker. Det vigtigste at huske på er, at der er tale om mennesker, der gerne VIL tilbage til arbejdsmarkedet, men som behøver lidt hjælp, og det er netop det lille skub, arbejdet på værksteder og den socialfaglige indsats tilsammen kan give, fortsætter Klaus Sørensen, der også fortæller, at selvom Munk & Rasmussen er en ret ny virksomhed, er succesraten allerede god.

Skaber arbejdspladser

En af de større 'træningsbaner' hos Munk & Rasmussen handler om logistik, lagerforvaltning, forsendelse samt salg og marketing.

- Heldigvis har vi godt gang i salget af måtter til cockpit og dørk med logo på. I sådan en produktions- og salgsproces indgår mange facetter - kundekontakt, tilretning af logo, kontakt til trykkeri, pakning og forsendelse. Det kunne ikke være meget bedre, fortæller Klaus Sørensen.

- Jeg fortæller om det her alle steder, hvor jeg færdes - for det er en ren win-win. Gode varer til en OK pris, og så får det folk i arbejde. Det er da super! Så hver gang du køber noget hos os, hjælper du med at skabe ordinære arbejdspladser til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

Læs mere om Munk & Rasmussen her, og tjek også tasker og måtter her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader