Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Laser-sejlerne kan de kommende tre dage se frem til seks EM-sejladser. Foto: Peter Brøgger

Anne-Marie Rindom i spidsen ved EM i Laser Radial

Med rene top-3-placeringer i stævnets seks sejladser har danskeren kurs mod titlen som europamester, tolv point foran sin nærmeste konkurrent. Også stortalentet Anna Munch imponerer ved mesterskabet, hvor hun er i top-10 inden torsdagens sejladser.

Af Sara Sulkjær |

To prikker i to sejladser blev tirsdagens status for Laser Radial-sejler Anne-Marie Rindom, mens den danske verdensklassesejler fortsatte de fine takter med en 3-2-serie onsdag.

Storformen er dermed fundet ved europamesterskabet i Portugal, hvor Rindom tirsdag rykkede det sidste skridt op ad rangstien. En førsteplads, hun beholder efter onsdagens sejladser.

Munch med tredjeplads

Danskerens samlede 2-3-1-1-3-2-serie sender sejleren i front med ni nettopoint. Hele tolv point er der til den nærmeste forfølger, finske Tuula Tenkanen, der sammen med verdensmester Emma Plasschaert og OL-guldvinder Marit Bouwmeester udgør en stærk forfølgergruppe. 

- Rigtig glad for en god start på EM i Porto. I går havde vi let vind, og i dag (tirsdag, red.) fik vi lidt mere luft, så benene blev strukket, skrev Rindom tirsdag på Facebook.

Forhold, der ikke blot passede Danmarks bedste Radial-sejler. Det unge stortalent Anna Munch
boltrede sig ligeledes i den mere vind, da hun tirsdag formåede at sikre sig en udmærket 15-3-serie, som sendte hende direkte i top-10 på niendepladsen.

Trods en ærgerlig 34. plads og en efterfølgende placering som nummer fem onsdag holder Munch fast i toppen og overnatter på den samlede 10. plads.

Dansker på 44. pladsen i Standard

Sidste danske Radial-sejler, Michala Norsell, er med en 49. og 23. plads placeret som nummer 72 blandt 91 både.

En placering, som i Laser Standard-feltet matches af Georg Philip Lauritsen, der har sat sig på
91. pladsen blandt de 104 startende.

Til gengæld har Christian Rost i højere grad fundet farten i Portugal. Med en flot 19-6-serie tirsdag, efterfulgt af en knap så prangende 35-28-serie onsdag, går Rost ind til torsdagens sejladser på en samlet 44. plads.

Se resultatlisterne her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader