505-sejlerne Saugmann og Ernst kørte 24 timer til Cannes og fik fire sejladser
I tre dage var der sejlads ud for mondæne Cannes i Sydfrankrig. Jan Saugmann og gast Jacob Ernst tog den lange køretur og sluttede på en 8. plads. I år er det store mål EM i Sønderborg, fortæller Saugmann.
505-stævnet udfor Yacht Club de Cannes var langt væk.
- Turen derned blev klippet over med et hotelophold. Men hjemturen kørte vi 24 timer i træk. En laaang tur, forklarer Jan Saugmann.
Vind op til 13 m/sek.
Stævnet i filmbyen varede tre dage, men det blev kun til fire sejladser grundet for meget vind. Banen lå samtidig tæt på gennemsejlingen imellem halvøen "La Crosette" og øen Île Sainte-Marguerite, tæt på Cannes
- Det gav os nogle ret hæftige bølger, store og stejle. Der var vind fra 8 til 13 m/sek i de sejladser, vi fik gennemført. Der var noget ventetid på land, fortæller Jan Saugmann fra Hellerup Sejlklub.
Han stillede op i en to år gammel 505-jolle med let brugte Bojsen-Møller-sejl.
- Båden er ikke ny, men den har fået en ordentlig overhaling her i vinter. Den fungerede perfekt. Sejlene er to år, dog nyt storsejl, men halvgammel fok og spiler. Vi bliver nødt til at spare sejl til årets højdepunkt, EM i Sønderborg, forklarer Jan Saugmann til Minbaad.dk.
DM/NM og EM i Sønderborg
Duoens program lyder på DM/NM i Sønderborg samt Kiel Week og EM i samme Sønderborg. EM er duoens store mål i år.
Her håber sønderjyderne på, at op mod 100 505-joller møder op.