Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ruten er enten Møn rundt eller den nyere Big Boat rute øst om Møn.
Kapsejlads
Ruten er enten Møn rundt eller den nyere Big Boat rute øst om Møn.

One Star Challenge i Køge, én af Danmarks billigste singlehandsejladser, får nye kræfter

Starten for singlehand-sejlere går grundlovsdag fredag den 5. juni. Der er nu åbnet for tilmelding med Early Bird-pris. Ruten er enten Møn rundt eller den nyere Big Boat-rute øst om Møn. One Star Challenge er det sidste løb, du kan sejle for at kvalificere dig til Vegvisir.

 

Af Troels lykke |

Igen i 2020 gennemføres One Star Challenge (OSC). Starten går grundlovsdag fredag den 5. juni. Der er nu åbnet for tilmelding, hvor man kan vælge mellem den klassiske Møn rundt eller den nyere Big Boat-rute øst om Møn.

Køge Sejlklub (KjS) tilbyder i forbindelse med, at der åbnes op for tilmeldingen, en Early Bird-pris. Det er derfor værd at overveje, om ikke man skal slå til med det samme for at spare. Se mere om rabatten på onestarchallenge.dk

Sejlklub i front

Arkitekterne bag OSC - Per Dragelund og Morten Thomsen - er begge meget aktive sejlere i Køge Sejlklub.

De har leveret en kæmpe indsats med at få stablet arrangementet på benene - godt hjulpet af Køge Sejlklubs medlemmer på dagen, fortæller Køge Sejlklub til Minbaad.dk.

Både Per og Morten har nu ønsket at bruge mere tid på sejlads og familie end at på planlægge OSC, som er en stor opgave. Fra 2020 er det således alene KjS, som står for gennemførsel af OSC.

Ambitionerne er fortsat høje, og klubben er allerede nu trukket i arbejdstøjet for at påbegynde organiseringen til at kunne gennemføre løbet i samme gode ånd som de foregående år.

35 frivillige hjælper til

Indsatsen fra Køge Sejlklubs mange frivillige er derfor helt afgørende for, at et arrangement som OSC kan blive en succes.

Sidste år var mere end 35 medlemmer engageret hen over weekenden med alt fra hjælp til Race Office til madlavning og andet praktisk arbejde.

OSC er ligeledes blevet en stor ting for Køge by. Det betyder noget for byen og kommunen, når der er høj aktivitet på marinaen, stor tilslutning til et arrangement af sejlere udefra og aktive klubmedlemmer.

Marinaen, som drives af Køge Kommune, er i den forbindelse en vigtig spiller, der bidrager med løsninger på de logisktiske udfordringer, så alle får en god oplevelse.

Igen i 2020 ser klubben således frem til et stor deltagerantal. Prisen er sat, så det er muligt for alle at være med - faktisk er sejladsen Danmarks billigste singlehand.

Overskud går til ungdomssejlads

Al overskud, der måtte være i forbindelse med OSC, vil blive brugt på at fremme ungdomssejladsen i Køge. I 2019 kunne OSC finansiere indkøb af en Zoom8 til ungdomsafdelingen.

OSC er også et kendt løb i vores nabolande. Tidligere har eventen haft gæster fra Sverige, Tyskland og Polen.

- Vi håber naturligvis på, at det vil fortsætte, og at vi også i 2020 får deltagere med andre flag på hækken end det smukke rød-hvide Dannebrog, understreger sejlklubben.

One Star Challenge er det sidste løb, du kan sejle for at kvalificere dig til Vegvisir. For at sejle den 152 mil lange Vegvisir er det nemlig et krav, at du forinden har gennemført mindst ét andet singlehand-løb. 

Her er OSC det sidste, man kan nå at gennemføre før Vegvisir. Det er derfor endnu et godt incitament til at komme på deltagerlisten til OSC, fortæller Køge Sejlklub.

One Star Challenge (DKK 850,- / Early Bird DKK 700,-)

Dét er med i prisen:
- Startnummer til One Star Challenge 2020
- Aftensmad og en moleøl i forbindelse med skippermødet
- Morgenbord med brød, kaffe og te
- Frokost/sandwich og en moleøl ved ankomst retur til Køge Marina
- Deltagerpolo med årstryk


Tilmeld dig på onestarchallenge.dk.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader