Dampskibe, sejlskibe, bredde-sejlere og elitesejlads på olympisk niveau er til Kieler Woche
Den 125. udgave af Kieler Woche er nu skudt i gang og forventes at tiltrække omkring tre millioner mennesker til mere end 2000 programpunkter.
I denne weekend og i hele næste uge udfolder én af Europas største maritime fester sig i Øhavets tyske nabolag. Det skriver Søsiden fra Fyns Amts Avis.
Kun tre timers kørsel fra Danmark er den traditionelle Kieler Woche nu skudt i gang.
Med over 2000 programpunkter til lands og til vands forventes de ti havvendte festdage at tiltrække op mod tre millioner mennesker til bykernen og fjorden.
Et hav af oplevelser
For den maritimt interesserede vil Kieler Woche være et hav af oplevelser: Dampskibe, sejlskibe, elitesejlads på olympisk niveau tilsat kilometervis af havnefest i centrum af en fjordby med en kvart million indbyggere.
Ikke uden grund markedsfører delstatens pulserende hovedstad sig som "the sailing city".
Kieler Woche indledes altid i den sidste hele weekend af juni. I de seneste mange år har "ugen" spredt sig over ti dage.
Startede allerede i 1882
Årets udgave af Kieler Woche er i jubilæumshumør - den 125. af slagsen. Når plakaten skilter med "kun" 125 år, er det en slags beskedenhed.
Historien om den maritime uge begyndte faktisk allerede i 1882, da sejlsport var noget forholdsvis nyt og forbeholdt rigmænd. Dengang var stævnet en kapsejlads på Kieler Fjord. Den samlede en snes både fra Kiel, Hamborg og Danmark.
Kilde: Søsiden, Fyns Amts Avis