Gå til hoved-indhold
Tur
Hauke Griffel (t.v.) og Silje Waaler Pedersen gastede for en erfaren skipper på turen til Grønland. Foto: Privatfoto
Tur
En 60 fod lang stålketch bragte danskerne sikkert til Grønland - så stor en båd er dog langt fra nødvendig for at tage turen, understreger sejlerne. Foto: Privatfoto

Otte gode råd til sejlads på Grønlands kolde østkyst

Find uldhandskerne frem fra gemmerne og fyld maddepoterne inden afgang. Gasterne Silje Waaler Pedersen og Hauke Griffel giver her gode råd til kommende Grønlands-sejlere.

Af Sara Sulkjær |

Termometeret er gået i minus, fingrene dybfrosne og i midnatssolens svage lys skimtes silhuetterne af de isbjerge, der gådefuldt kaster deres skygger over den mørke Nordatlant.

Urviseren snegler sig afsted, indtil det svage mørke må vige, og solen med dens varme stråler mildt kærtegner de sammenkrøbede sejlere, der natten igennem har holdt et skarpt udkig fra sejlbådens kølige cockpit.

En oplevelse for livet

Sejlads på Grønland er ikke farvestrålende bikinier og hvide palmestrande. Det er tykke vinterjakker, frostgrader og en barsk natur, som Caribiens langturssejlere må spejde langt efter. 

En natur, som netop gør den udfordrende, 4.000 sømil lange sejlads mod nord til en drømmerejse.

Det mener i hvert fald 26-årige Silje Waaler Pedersen og Hauke Griffel på 21 år, der netop har kastet fortøjningerne i Danmark efter en to måneder lang sejltur til verdens største ø - en rejse, som læserne undervejs har kunnet følge her på Minbaad.dk. 

- Det var en oplevelse for livet. Klimaet og den grønlandske natur ændrer sig hastigt, så det handler bare om at komme afsted så hurtigt som muligt, lyder den klare opfordring fra de unge danskere.

Otte gode råd

Drømmer du om at følge i sejlernes kølvand, deler de to gaster her deres erfaringer og bedste råd til sejlads på Grønlands bidske østkyst:

1) Gode handsker 
- Når du arbejder med tovværket, er det begrænset, hvilke handsker du kan have på. Sidder du på din vagt stille i flere timer, bliver dine fingre til gengæld hurtigt kolde.

- Generelt er uld derfor et godt materiale, der – i modsætning til bomuld - varmer, selvom det er vådt. Et par uldvanter uden på tynde fingerhandsker, ligeledes af uld, er en behagelig løsning. 

2) Lag på lag-princippet
- Groft sagt kan man ikke få for meget tøj på. På et tidspunkt bar Silje tre par skiunderbukser, for det bider virkelig, når man sidder stille i længere tid. Fem lag tøj er bestemt ikke unormalt. 

3) Oliefyr
- Vær sikker på, at du selv er i stand til at reparere oliefyret. Vi havde inden afgang købt et helt nyt fyr, men opdagede allerede, da de første problemer opstod, at en operatør skulle ombord på båden og lave en fejlsøgning, før det kunne løses. Ikke altid let, når man befinder sig i mindre, grønlandske landsbysamfund.

4) Satellittelefon
- Takket være satellittelefonen var det muligt at hente en komprimeret vejrdatafil ned til computeren. Vejrudsigten er ikke særlig alsidig og derfor upræcis, men den var en stor hjælp, når vi ikke havde anden forbindelse. 

- Samtidig er satellittelefonen altafgørende i nødstilfælde, da afstandene er enorme, alt for store for en VHF-radio. 

5) Fyld lageret
- Mælk og lignende produkter med begrænset holdbarhed kan ofte købes undervejs, men i de øde egne risikerer du, at hylderne er tomme. I Scoresbysund havde forsyningsskibet eksempelvis ikke været forbi i et år, hvorfor udvalget var meget begrænset.

6) Isbjerge
- At have en almen respekt for isbjergene er det vigtigste. Særligt isklumperne kan være farlige, da der kan ligge langt mere is under havoverfladen, end der umiddelbart ses. 

- Selvom vi ikke selv oplevede tsunamien, der kan opstå, når et større stykke is brækker af, er det naturligvis ligeledes noget, man som sejler bør være opmærksom på.

7) Vær nysgerrig
- På Grønland findes mange forskellige typer mennesker, men langt størstedelen er åbne og imødekommende. De har en masse gode tips og historier, så vær åben og opsøg gerne selv de lokale i byen. 

8) Tag dig tid
- Du bliver aldrig færdig med Grønland. Da vi efter 14 dage i landet var tvunget til at sejle videre, var der endnu meget, vi gerne ville have set – hvor lang tid det havde taget, er umuligt at sige.

- Men undgå at stresse over det, du ikke har mulighed for at opleve. Glæd dig i stedet over de mange steder, du når at sejle forbi.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader