Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
De lynhurtige TP52'ere har nogle af verdens dygtigste sejlere ombord. Foto: 52 Super Series / Martinez Studio

Kirketerp efter fjerdeplads i TP52: - Det kunne være gået helt galt og meget bedre

I vanskelige vind- og strømforhold sluttede danskerens Platoon-båd midt i feltet ved 52 Super Series' anden afdeling, mens årets overraskelse i klassen, tyrkiske Provezza, tog sejren. Kirketerp jagter fortsat en samlet sejr i den professionelle serie.

Af Sara Sulkjær |

3-6-5-1-3-8-7-2-1-5.

En serie, der vidner om et udfordrende stævne med vanskelige vind- og strømforhold. 

Det var da også netop tilfældet ved sidste uges event i 52 Super Series, hvor Martin Kirketerp og tyske Platoon efter den blandede serie kunne rejse hjem med en samlet fjerdeplads, blot tre point efter stævnets vinder. 

Verdens bedste sejlforhold

Seks-syv sekundmeter springende vind og en strøm, der var yderst kompliceret at forudsige, satte taktikerne på de 52 fod lange kapracere på overarbejde ud for spanske Puerto Sherry. 

- Det var et svært sted at sejle, så det kunne være gået helt galt og meget bedre. Det var svært at forudsige, om man skulle gå til højre eller venstre, forklarer aft grinder Kirketerp til Minbaad.dk.

Utilfredse gloser og frustrerede armbevægelser over en placering udenfor podiet kunne derfor ikke spottes hos det ambitiøse Platoon-mandskab, der nød at sejle i det udfordrende område:

- Det er verdens bedste sejlforhold, for det er meget sjovere at sejle, hvis det er åbent. Ved du, at du bare skal sejle til højre, bliver det røvkedeligt, påpeger Kirketerp, der i 2008 vandt OL-guld med Jonas Warrer.

Forsvarende mestre i problemer

Hvorvidt det tyske teams største konkurrent, sidste års vinder fra Quantum, deler denne begejstring er vanskeligt at spå om.

Det amerikanske hold fandt ikke farten ved stævnet, hvor det blev til en skuffende placering som nummer syv af otte deltagere. En fjerdeplads i serien samlet, med syv point til podiet, er status for det sejrsvante team.

I øjeblikket står kampen, ifølge Kirketerp, derfor mellem Platoon og italienske Azzurra, der på tredjepladsen har otte point til det tyske team – det selvom Provezza fra Tyrkiet sejrede ved den seneste event og dermed har lagt sig i spidsen for serien:

- Vi har sejlet mod dem i fire år, og havde overhovedet ikke skudt på det inden sæsonen. Selvom de har sejlet flot, tror jeg fortsat ikke på den. Men det kan være, jeg bliver klogere om tre måneder, slutter Kirketerp, der fortsat håber at vinde serien med Platoon.

I horisonten lurer 30 sejladser uden fratrækker, hvorfor blot 40 % af serien er sejlet. Næste event for TP52-sejlerne er i portugisiske Cascais, hvor der sejles fra den 16. til 20. juli.

Se den samlede stilling i 52 Super Series her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader