Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Kaløvig COBRAS til tops på podiet. Foto: Frederik Sivertsen.

Kaløvig slog Frederikshavn i årets første stævne i Sejlsportsligaen

Ligasæsonen startede denne weekend i Lynæs Sejl- og Kajakklub, hvor 18 hold stillede til start. Med fem prikker i de første fem sejladser viste særligt ét af holdene, hvor på podiet de ville stå. Derudover kom også et yngre team på podiet.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Selv fra de bedste hold i 1. division er meldingen klar: Niveauet stiger fortsat i Sejlsportsligaen, og de mindste småfejl får lynhurtigt store konsekvenser i det samlede resultat.

Selv for Kaløvig COBRAS, der startede med fem førstepladser i lørdagens fem første sejladser, var en lille fejl ved at koste dem dyrt.

1, 1, 1, 1, 1, og så en 5. plads medvirkede til, at Aarhus-holdet endte på en delt 1. plads efter lørdagens sejladser. Det var Frederikshavn SEAHAWKS, der efter placeringerne 2, 1, 1, 3, 4 lå á point med Kaløvig.

Træning har båret frugt

Skipper fra Kaløvig COBRAS, Lars Vilhelmsen, fortæller her om weekendens sejr:

- Vi har været rigtig spændte på sæsonstarten i år. Det var enormt fedt at starte ud med en hel stribe af førstepladser, vi følte virkelig, at træningen og Champions League havde båret frugt, fortæller han og fortsætter:

- Weekenden viste også, at vi efterhånden kun laver få fejl, dog kostede de lige lidt flere point end de måske plejer. Det betyder, at vi nu skal hjem og arbejde på at holde det høje niveau, fastslår han.

Kaløvig COBRAS-holdet bestod af Lars Vilhelmsen, Sophus Jarvig, Jesper Vogelius og Nikolaj Tiedemann, hvor holdets gennemsnitsalder er cirka 22 år.

Holdet, der endte i top-5 i Sejlsportsligaen 2018, deltog fornylig i SAILING Champions Leagues første kvalifikationsrunde, hvor de endte i top-5 i et stærkt felt af verdens bedste klubhold.

Frederikshavn leverede igen

Et af de andre hold i den anden ende af resultatlisten mærkede også niveauet, efter de i denne sæson er rykket op i 1. division. Oprykkerholdet fra Thurø PIRATES var ikke i tvivl:

- Vi sejler pissegodt derude og laver gode starter, men de andre sejler bare fra os. Vi skal hjem og træne og blive klar til næste stævne. Niveauet er bare højt i 1. division, men det skræmmer os ikke, fortæller Bjerne Sørensen. Thurø PIRATES endte på en 18. plads.

Holdet fra Frederikshavn havde for første gang i lang tid lavet en udskiftning, men de formåede stadig at nå podiet og holde det samme høje niveau, som kendetegner de garvede nordjyder. 

SEAHAWKS endte på en andenplads kun to point efter Kaløvig, som de ellers lå og kæmpede med under hele stævnet. Sidste år startede holdet med at vinde 1. divisionsstævnet.

SEAHAWKS-holdet bestod af Kris Houmann, Morten Kjær, Rasmus Damsgaard og Søren B. Steen.

Unge Sønderborgsejlere

Med fire prikker var det et yngre 'dreamteam' fra Sønderborg, der var troppet op i Lynæs. Holdets målsætninger blev indfriet og mere til.

Holdet var udover at være meget stolte også lidt overraskede. Holdets yngste mand, Rasmus Lumbye, forklarer:

- Det er gået langt over vores målsætning. Det hele har bare spillet på båden, og vi kan tydeligt mærke, at vi løbende er blevet bedre for hvert stævne, vi har været med til. Vi er utrolig glade for vores tredjeplads, også fordi det er Sønderborgs hidtil bedste resultat i 1. division, forklarer han.

Sønderborg CHIA PIRATS bestod af Rasmus Lumbye, Mads Hansen, Jeppe Clausen og Hans Halberg, hvor gennemsnitsalderen er cirka 20 år.

Sønderborg er en af de klubber, som også har erhvervet sig en J/70'er det seneste år. Det har også betydning for det niveau, der præsteres fra årets start.

Mange flere sejlere har adgang til en stadig voksende J/70-flåde, både til at afvikle mindre tune-up stævner eller hverdagstræning. Dét sammenholdt med et faldende aldersgennemsnit er blandt andet årsag til det stigende niveau.

Nye i ligaen

To af de oprykkerhold, som startede sæsonen i 1. division, var Bandholm EAGLES og KASSERNE fra K.A.S, der begge kom godt fra start.

KASSERNE startede stævnet med en prik og var fra start sultne på at vise, hvorfor de var rykket op.

De gode takter fortsatte for holdet, selvom de dog til sidste måtte se sig slået af BANDHOLM EAGLES. Sidstnævnte endte på en femteplads lige foran KASSERNE på en sjetteplads.

Havnefestival

Med 'Havnens Dag' kaldet LynX-Open var der mange gæster forbi Sejlsportsligaen og generelt på havnen.

Dertil med en ny 'Oplevelsesbro' kunne alle følge med på tætteste hold. Lørdagens vejr var nærmest perfekt med sol og god, stabil vind, hvorimod lidt fugtigere vejr og øget vindstyrke satte sejlerne på arbejde om søndagen.

Solen skinnede heldigvis, da sejlerne fik moleøl og grill, mens de overværede præmieceremonien ved klubhuset. Weekenden over har der været sørget godt for alle på land og vand, og sejlklubben mærker allerede, hvordan stævnet har båret frugt.

Positiv effekt

Stævneleder Frederik Wedel-Heinen fortæller:

- Dét, vi har mærket, er, hvor meget sammenhold og 'teamspirit' sådan et stævne kan give selv i en lille klub som vores - det er meget positivt.

Bag stævnelederen har stået en hel hær af dedikerede sejlere og klubfolk, der på bedste vis har vist klubben fornemt frem.

2. division starter lørdag den 1.-2. juni. Grillen tændes fredag aften, hvis man vil kigge forbi. Lørdag startes sejladserne klokken 10.00, og det hele kan opleves LIVE via SAP eller på 'Oplevelsesbroen' på Lynæs Havn.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader