Comanche tager flot sejr i Sydney-Hobart - kun 38 sekunder afgjorde bronzen
Ægteparret Jim Cooney og Samantha Grant var hurtigst i den over 600 sømil lange sejlads, der startede anden juledag. InfoTrack sneg sig ind på andenpladsen, mens Wild Oats XI trak det længste strå i et dødt løb om den sidste podieplads.
For anden gang på tre år lykkedes det besætningen på 100 Supermaxi'en Comanche at være de første over linjen i Hobart.
Ét døgn, atten timer og tredive minutter brugte sejlerne på at tilbagelægge den 628 sømil lange distance fra Sydney til Tasmaniens hovedstad.
En tid, der er omkring seks timer langsommere end Comanches løbsrekord fra 2017, men som alligevel er nok til at sikre teamet en solid sejr i denne 75. udgave af det ikoniske jule-race.
Søgte mod øst
Særligt en taktisk genistreg, der sendte superyachtens stævn i en mere østlig retning end konkurrenternes, viste sig at blive afgørende for holdets føring, der blev sat umiddelbart efter starten i Sydney.
Det var derfor en glad medejer af Comanche, Jim Cooney, der efter sejren ikke var bleg for at sende rosende ord mod sin besætning:
- Alle er i harmoni med hinanden. Det er fantastisk at være sammen med fyrene, alt gik vidunderligt godt, fortæller han begejstret til arrangørerne efter sejladsen.
Uhyre tæt bronzekamp
45 minutter efter Comanches målgang fulgte Juan K-100'eren InfoTrack, der med knap én time til tredjepladsen kunne lade sig hylde på sejladsens sidste sømil.
Noget, der ikke var tid til på Wild Oats XI, en RP100, og Dovell 100'eren Scallywag. I et uhyre tæt løb trak førstnævnte, familieejede yacht sig ud af kapløbet med armene i vejret.
Det skete blot 38 sekunder foran en skuffet Scallywag-besætning, der i stedet må rejse fra Tasmanien med en ærgerlig fjerdeplads i bagagen.
Ti deltagere i mål
Lørdag formiddag dansk tid, to døgn og seks timer inde i sejladsen, har i alt ti både krydset mållinjen.
En anden RP100, den såkaldte Black Jack, kunne et kvarter efter den tætte top-4-fleet sænke skuldrene i Hobart, mens Reichel Pugh 63'eren No Limit som de seneste gik i mål på tiendepladsen efter to døgn og knap fem timer på havet.
Se video fra Comanches målgang øverst i artiklen og følg den fortsatte sejlads her.