Langturssejler Cille i Politiken: Der skal være brug for børnene

I 2016 solgte vi alt, hvad vi ejede, købte en båd (Bianca 420, red.) og tog afsted - ud i verden.

Vi sejlede i to år, mens vi så vores tre store børn blive endnu større, fødte en baby på en lille ø undervejs, mødte nye mennesker fra store dele af verden og havde tid sammen, sådan fortæller Cille Rosentoft i Politiken i denne uge.

Meget tid sammen. Nu er vi hjemme igen. Forandrede og rige på en anden måde end før.

Børnene gør en forskel

Jeg har fire børn og en mand. Børnene er mellem 11 måneder og 16 år. Det er et ret stort spring, og der er mange forskellige behov.

Hver dag, hvert sekund. Men vi har fået en anden slags fællesskab. Børnene har mærket, at der er brug for dem. De har mærket, at hverdagen ikke fungerer, hvis ikke de yder.

Og det er, hvad det handler om. Jeg har ikke englebørn. De skændes, roder, bander, råber og smækker med dørene.

De er ikke altid venner, de har ofte konflikter og de laver helst ikke deres lektier. Men de ved, at der er brug for dem. De har erfaret, at det gør en forskel, om de deltager eller ej.

Det tror jeg ikke, at vores børn var bevidste om, før vi tog på vores fælles eventyr. De havde garanteret hørt mig eller deres far sige "hvor er vi heldige, at vi har dig" eller "vi kan ikke undvære dig".

Og vi ER heldige, og det har vi været, lige siden hver eneste af dem kom til verden. Det, der har ændret sig, er, at vi i to år har været afhængige af hvert enkelt barns særlige evner og kompetencer.

Og det har ikke været på hygge-niveau, men helt ægte. Vores hverdag har været bygget op omkring en familie på fem og hver enkelt familiemedlems indsats (i det regnskab tæller den mindste - Sylvester - ikke med...der er alligevel grænser for, hvor stor en indsats en baby kan gøre - udover i sig selv at skabe et fællesskab rundt omkring sig).

Vores børn ved det godt

Gustav på 16 år ved godt, at de 21 døgn over Atlanterhavet gled, som de gjorde, og blev den vilde oplevelse, fordi han tog en kæmpe tørn med nattevagter.

Han tog min plads i cockpittet, så jeg kunne amme hans lillebror på to måneder det meste af natten, og så hans far kunne få sovet og være klar til endnu en dag.

Bertram på 12 år har hver eneste gang, det virkelig gjaldt, taget én for holdet.

Det var ham, der hoppede i det mørke og kolde havnebassin på Azorerne, da lillebror Sylvesters helt nyindkøbte barnevogn fløj i vandet i voldsom vind.

Næsten uden at tøve hoppede han i, dykkede de 5-6 meter ned og fik fastgjort en line, så vi kunne trække den op. 

Og Liva på 9 år har bagt så mange boller og brød i kabyssen, så der altid var noget at spise, når familien var ramt af søsyge, når vi havde en fødselsdag at fejre, eller når der bare var brug for lidt ekstra.

Og så har hun bidraget med et "stemnings-overskud", når der var behov for det. For det er hun så super god til at mærke - og handle på. 

Tid til at være familie

Når man er ombord på en båd, er der ikke mulighed for at trække sig. Og det faktum har gjort, at børnene ret hurtigt opdagede, at de måtte tage fat. Hjælpe til, hvor der var behov, og blive ved at gøre det.

Vi har ikke haft skærme, spil eller internet på store dele af vores tur. Derfor har der været tid. Tid til at være familie, sig selv og en del af noget større.

Til gengæld har der været mange ting at gøre. Pligter på alle niveauer, som alle kunne deltage i.

Men det var en nødvendighed, at alle deltog. Der skulle både fanges fisk, ryddes op, bages brød, skrabes bund, m.m. Tydelige og afgrænsede opgaver, der gjorde alles deltagelse mulig og nødvendig.

Det har fået mig til at tænke og mærke, at netop det grundlæggende er noget, der mangler herhjemme og i den måde størstedelen af børnefamilier lever på omkring os.

Nemlig at vi giver vores børn en følelse af, at der er brug for dem. At det ikke er ligegyldigt, om de trækker sig og sidder bag en skærm hver dag efter skole.

At de kan mærke, at det er sjovere at være en del af et fællesskab, hvor man selv yder. Det lyder nok som klichéer, men når jeg kigger mig omkring, får jeg ikke øje på familier, hvor det egentlig betyder noget, om alle yder.

Børnenes show

Jeg oplever nærmere en hverdag, hvor børnene i høj grad får lov at køre deres eget show. En hverdag, hvor børnenes rolle som passive individer i en fiktiv verden accepteres. Hvor det ikke betyder noget, om de går hjem hver dag efter skole for at mødes med deres skærm og vælger legeaftaler fra.

Dermed ikke sagt, at de ikke bliver passet på og får en masse kærlighed. For det er jeg sikker på, at de gør. De fleste i hvert fald.

Men der er forskel på at blive elsket, opvartet og få dækket ethvert behov og så på at blive elsket, deltage og være en aktiv del af familiens fællesskab.

Kæmpe forskel - og det påvirker også den måde, hvorpå børnene oplever sig selv og deres indflydelse på verden.

Hvad hvis computeren blev slukket og børnene hjalp til?

Men hvad hvis de slukkede de der skærme og deltog i stedet for? Hvad nu hvis de kunne mærke, at det gjorde en forskel?

Det kunne tænkes, at de ville føle sig værdifulde, og at de krav, der blev stillet, faktisk fik dem til at vokse. Måske er det ikke så farligt at stille krav.

Måske er det ikke så farligt at holde en pause fra skærmen og den digitale fiktive verden, hvor deres indsats og bidrag ikke gør en forskel. I hvert fald ikke i det store billede, skriver Cille i Politiken blandt andet. Læs hele kronikken her.

Mød Cille og Christian på minbaad.dks stand

Du kan møde Cille og Christian, hvor de på Boat Show holder foredrag på søndag kl. 14.00 om deres sejltur til Caribien og tilbage igen i en Bianca 420.

Efterfølgende kan du købe Cilles bog på minbaad.dk's stand, hvor sejler-duoen også vil være tilstede kl. 15.

Kilde: Politiken