Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Rindom er kendt for sin fremragende fysik. Når det blæser slår hun som regel til med topresultater.

Verdensmester Rindom er glad for indblik i japansk kultur før OL

- Bare det at kende kulturen, maden og de lokale skikke i Japan er en fordel, for det er meget anderledes end i Europa og andre steder i verden, fortæller Anne-Marie Rindom før OL. Mentaltræning har dog størst betydning, lyder det

Af Troels lykke |

Sidste uges VM-guld i Laser Radial til sejleren Anne-Marie Rindom var kulminationen på et lærerigt mesterskab i Japan, der også er vært for næste års olympiske lege, skriver Aarhus Stiftstidende.

Der er cirka 800 kilometer fra VM-havnen i Sakaiminato på Japans vestkyst til den olympiske havn, Enoshima Yacht Harbor, på østkysten nær Tokyo.

En god forberedelse

Havforholdene er derfor ikke sammenlignelige, men det er levemåden i de to områder, og det skal Rindom bruge som en fordel, når hun jagter karrierens næste store mål, OL-guld i 2020.

- I forhold til forholdene på vandet har det ikke været en forberedelse til OL, for det er et helt andet sted, hvor vi skal sejle ved OL. Men det har været en god forberedelse at være lang tid i et land, hvor vi skal tilbringe lang tid og præstere næste år.

- Bare det at kende kulturen, maden og de lokale skikke herovre er en fordel, for det er meget anderledes end i Europa og andre steder i verden. Så det indtryk kan vi helt klart bruge frem mod OL, siger østjyden, der i år har vundet 4 ud af 5 stævner.

Mentaltræning får skylden for sejrene

En af de ting, der fungerer rigtig godt for sejleren, der bor i Aarhus, hvor hun læser idræt, er mentaltræning.

- Jeg tror ikke, at jeg lige pludselig er kommet i bedre form end alle de andre eller lige pludselig sejler meget stærkere. Jeg har helt klart rykket mit tekniske niveau i båden, men det er det mentale, der har gjort den største forskel for mig i år.

Kilde: Aarhus Stiftstidende

Motor
content-loader
content-loader
content-loader