Tidligere lodsbåde skal fange menneskesmuglere i Middelhavet
To mindre, hurtiggående fartøjer, leveret til Søværnet, har kurs mod Middelhavet, hvor de skal indgå i overvågningen af EU's ydre grænser. Også de frivillige i Marinehjemmeværnet kan se frem til at modtage tre lodsbåde.
Selvom kalenderen siger marts, kan Marinehjemmeværnet og Søværnet se frem til at modtage en forsinket julegave på fem lodsbåde fra Forsvarsministeriet.
Fartøjerne, der i øjeblikket gør sig som lodsbåde, skal blandt andet anvendes i kampen mod menneskesmugling på Middelhavet i forbindelse med FRONTEX-missionen, der har til formål at overvåge Europas ydre grænser.
- Fartøjernes alsidighed, størrelse og manøvredygtighed gør dem umiddelbart velegnede til operationer på såvel åbent hav, som i kystnære miljøer nationalt som internationalt, forklarer kommandørkaptajn i Forsvarsministeriet, Stig Kastberg, i en pressemeddelelse.
Også eftersættelse og standsning af andre fartøjer mistænkt for lovovertrædelser bliver en del af opgaverne for de to både, der tilfalder Søværnet.
Frivillige i bådene
Mens Søværnets både sendes mod det varme Middelhav, er Marinehjemmeværnets tre lodsbåde anskaffet som led i det pilotprojekt vedrørende mindre, hurtiggående skibe, der blev vedtaget med Forsvarsforliget 2018-2023.
Her er det planen, at værnets mange frivillige skal drage glæde af de nye investeringer:
- Vi glæder os i den grad over, at Marinehjemmeværnets frivillige snart kan tage de nye fartøjer i brug, så vi kan gøre os praktiske erfaringer med en fartøjstype, der er mindre, men hurtigere end de fartøjer, vi har i dag, forklarer chef for Marinehjemmeværnet, kommandør Henrik Holck Rasmussen, og fortsætter:
- Halvdelen af Marinehjemmeværnets 30 fartøjer har nemlig en alder, der gør, at de står overfor udfasning indenfor de kommende år. Det er derfor interessant at opnå erfaring med, om en sådan fartøjstype kan anvendes til at løse de militære og beredskabsmæssige opgaver i fremtidens marinehjemmeværnsflåde.
Mindre ombygningsopgave
Før de hurtiggående fartøjer for alvor kan kaste sig over det ventende arbejde, lurer en mindre ombygningsopgave, hvor bådene skal synes, males samt klargøres til let bevæbning og i det hele taget opgraderes til deres fremtidige anvendelse.
Det er hensigten at udbyde opgaven om modifikation af fartøjerne i regi af Forsvarsministeriet ”Kategoriprogram for Skibsvedligeholdelse” for fartøjer under 100 ton, hvor en række danske værfter er prækvalificerede.
- Jeg er glad for, at det er lykkedes os at imødekomme Søværnets og Marinehjemmeværnets krav så hurtigt, som det er tilfældet. Nu ser jeg frem til at få efterset og ombygget fartøjerne, så vi kan få dem overdraget, og de kan komme ud og gøre gavn, slutter Stig Kastberg.
Handlen er gennemført som en såkaldt ”Government to Government-aftale” mellem Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse og DanPilot, som er en myndighed under Erhvervsministeriet.