Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Morten Lorenzen har altid haft et stort hjerte for matchrace og lavede serien Match Race Super League med en tysk sejler. Foto: Jannick Brennum

Morten Lorenzen: Matchrace finder sit DNA igen, hvor talentet er vigtigst

Tidligere svenske ejer af World Match Race Tour var tæt på at smadre matchrace tour konceptet, da han blot ønskede at promovere sine M32 katamaraner. Nu er Touren på rette spor med nye ejere og en fusion med Match Race Super League, som Morten Lorenzen er medejer af.

 

Af Troels lykke |

Morten Lorenzen, tidligere KDY direktør, var een af driv-kræfterne bag Danish Open, der i årevis var en central del af World Match Race Tour.

Her blev udklækket de kæmpe talenter som fx Jes Gram-Hansen, Jesper Radich, Jens Dolmer, Christian Kamp, Rasmus Køstner og Sten Mohr, alle der senere blev aktive i America’s Cup.

Det danske Grade One-stævne var sammen med andre store og mindre stævner i verden, en løftestang for disse og andre talenter, der også tæller jordomsejleren Nicolai Sehested.

Tour ́en var en karrierevej for rigtig mange ambitiøse og talentfulde sejlere, ikke mindst for danskerne.

Men for få år siden handlede det ikke om talent og flid, men i stedet penge, da svenskeren Håkon Svensson købte World Match Race Tour. 

Han producerede nemlig M32 katamaranen, som han gerne ville promovere. Tanken var at klubber og arrangører skulle købe M32 katamaranen til 1,8 mio kr, og sejlere skulle købe eller lease bådene for at kunne være med på Tour ́en. Danske Jonas Warrer købte blandt andet een, den var dog brugt.

Svensker smed håndklæde i ringen og solgte touren

Forretningsmodellen viste sig hurtig ikke at være bæredygtig og efter et par år kastede Håkon Svensson håndklædet i ringen og solgte touren videre til en ny ejerkreds, som nu også overtager Match Race Super League, der blev oprettet tilbage i 2016 af Morten Lorenzen og tyske Eberhard Magg.

Morten Lorenzen forklarer til minbaad.dk om at få matchrace tilbage på sporet.

- Vi har altid haft en rigtig god dialog med folkene der styrer World Match Racing Tour, og da Håkon Svensson valgte at sælge, gik vi igang med seriøse samtaler om at bringe Tour ́en tilbage til den kendte model med forskellige niveauer af stævner, hvor sejlerne kan kvalificerer sig opad i systemet. Og hvor event arrangørerne leverer de både som der sejles i, eksempelvis DS37 ́ren som blev anvendt i Danish Open, forklarer Lorenzen og fortæller videre. 

Blev kontaktet af frustrerede sejlere

- Da Match Race Tour ́en ændrede karakter under Håkon Svensson og blev en eksklusiv turnering hvor penge var vigtigere end talent, blev vi i 2016 kontaktet af en række sejlere som var frustreret og skuffet over udviklingen. Det blev til Match Race Super League, som hurtigt blev en realitet. I dag er vi rigtig glade igen på sejlernes vegne. Nu er det igen talent, ambition og lysten til at forfølge sine drømme, der skal drive værket .

Morten Lorenzen siger om fusionen, hvor han sælger sin matchrace-organisation.

- Jeg er utrolig stolt over at World Match Race Tour og Match Race Super League lægges sammen. Rent praktisk overtager World Match Race Tour os med udgangen af 2019. Eberhard Magg og jeg fortsætter som advisor for Tour ́en.

Vi vender tilbage til velkendt system

Om betydningen af fusionen, forklarer Lorenzen.

- Det giver igen muligheder for sejlere der ønsker at prøve kræfter med det ypperste indenfor matchrace. Vi vender tilbage til det velkendte system med en kvalifikationsserie og en Championship serie. Og så skal der sejles i forskellige både. Så nu kan unge som erfarne matchracere med ambitioner se en vej frem. Og hvem ved, måske kunne vi også få en dansk event med på Tour’en igen, forklarer Morten Lorenzen.

Stævne i år i Match Race Super League

I år har Match Race Super League følgende matchrace-stævner:

Szczecin Match Race (Poland), NJK Spring Match Cup (Finland), Match Race Germany, AIRCALIN Match Race (NCL), the Detroit Match Cup, Oakcliff International and Thompson Cup from the USA, DBS Marina Cup (Singapore) og The Kingdom Match Race (Bahrain).

Motor
content-loader
content-loader
content-loader