Titlen som 'Årets Fund' glipper for ung Nacra 17-duo
Den talentfulde tennisspiller Holger Rune snupper prisen foran Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov under hyldestmiddag i Politikens Hus søndag. Blandt ti nominerede slutter sejlerne på en samlet ottendeplads.
Det blev ikke den danske sejlerduo med 22-årige Natacha Violet Saouma-Pedersen og Mathias Bruun Borreskov på 23 år, der kunne lade sig hylde under gårsdagens kåringsmiddag i Politikens Hus.
13 point formåede sølvvinderne fra U23-VM at samle sammen i afstemningen til titlen som 'Årets Fund', som Politiken, Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark står bag.
French Open-sejr i top
I stedet var det navnet "Holger Rune", der lød i mikrofonen, da vinderen søndag aften blev afsløret.
En sejr i juniorernes French Open samt ved sæsonfinalen i Kina sikrer den blot 16-årige tennisspiller den flotte hæder, der er blevet uddelt siden 1929 og dermed må betegnes som Danmarks ælste idrætspris.
Med sine 50 opnåede point tog Rune titlen med et fem point stort forspring til cykelrytter Rasmus Lund Pedersen, mens svømmer Alexander Aslak Nørgaard tog tredjepladsen med 36 point.
Til bords med kulturministeren
I alt ti atleter var skrevet på nomineringstavlen og havde med det sikret sig en plads ved søndagens middagsbord.
Et bord, hvor også kulturminister Rasmus Prehn, ledere fra Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark, medarbejdere fra Politikens Hus samt tidligere vindere havde sæde.