Gå til hoved-indhold
Kapsejlads
Ærø Pigen lavede endnu en prik i dagens distancesejlads. Foto: Peter Brøgger.
Kapsejlads
Foto: Peter Brøgger.
Kapsejlads
Matcher 31 vandt dagens distancesejlads i gruppe 2. Foto: Peter Brøgger.
Kapsejlads
Foto: Peter Brøgger.
Kapsejlads
Foto: mikkelgroth.com.

Taktisk svær distancesejlads ved DH-DM på grund af manglende vind

Vind var en mangelvare da turen gik rundt om Endelave ved DH-DM i Juelsminde. Det gav anledning til taktiske overvejelser, for især Global One som har fire ud af fire prikker. Sejlerne roser Juelsminde og konceptet med både banesejlads og distancesejlads.

Af Maria Ravn Jürgensen |

Lørdagens stævnedag ved DH-DM i Juelsminde bød på en distancesejlads. En sejlads på 28,1 sømil rundt om Endelave.

Dog var vejrudsigten ikke lovende fra morgenstunden af og med en middelvind på 2-4 m/s, besluttede baneledelsen lørdag morgen, at sejlerne skulle sejle den mellemlange tur om Endelave, med mulighed for at afkorte sejladsen på østsiden af Endelave, hvis vinden ikke skulle være med sejlerne.

Dobbelt point

Distancesejladsen blev startet med omvendt respitstart. Det betyder, at den båd med det største DH-mål starter først, og den båd med det laveste starter sidst.

Teoretisk set skulle alle bådene derfor komme i mål samtidig, og derfor er det den første båd i mål der vinder. For dagens sejlads tæller pointene dobbelt, og derfor har der hele morgenen været fuld fokus hos besætningerne.

Første start gik klokken 09.35, hvor en Maxi 77 sejlede over startlinjen ud for Juelsminde Havn. To timer og 15 minutter senere, sejlede en Elliot 35 SS over linjen klokken 11.51, og dermed var Endelave Rundt skudt i gang.

Det var i blandede vind at sejlerne blev sendt afsted, og derfor var det også spændende at se hvilken båd der kom først i mål.

Mangel på vind

Ærø Pigen fra Kolding Sejlklub, en Global One, sætter sig tungt på førstepladsen i gruppe 3, for med fire prikker ud af fire mulige har de et spring ned til andenpladsen. Lørdag viste de at båden og besætningen også mestrer distancesejlads

- Til at starte med troede vi ikke rigtig på det, fordi vi kom ud hvor vinden droppede fuldstændig, og kunne ikke bære hverken flyvesejl eller noget som helst, så vi måtte bare køre på vores almindelige krydsstilling, forklarer besætningsmedlem ombord på Ærø Pigen, Brian Kristensen.

- Så sker der det, at vi kommer længere frem på banen og der kommer lidt mere luft og det bliver mere jævn på nordsiden, fortæller han. Mellem Endelave og Samsø er der masser af strøm, men besætningen går i strømlæ, og da de runder sydbøjen for at sætte gennakker kan de ikke endnu se deres konkurrenter.

- Vores held er egentlig at vinden dropper ret kraftigt mellem Endelave og Juelsminde, så der kommer vi op og får bid igen. Da der kommer lidt luft giver det os muligheder for at lave nogle taktiske overvejelser, fortæller Brian Kristensen om lørdagens prik i distancesejladsen, som desuden ikke blev afkortet på grund af manglende vind.

Tricky eftermiddag

I gruppe 2 finder vi X-99’eren fra Bogense, Experience, med Ulrik Meyer Nielsen som skipper. Især sidst på eftermiddagen blev det tricky for besætningen

- Det gik rigtig fint i dag, det var en spændende sejlads der var lidt springende, og man kan sige det var lidt svære vilkår vi havde sidst på sejladsen, forklarer Ulrik Meyer Nielsen, som sammen med besætning endte som nummer tre i gruppe 2 i dagens langdistancesejlads, og lægger derfor seks point til pointtavlen.

- De dygtigste taktikere var dem der vandt i dag, fordi der skete så mange ting på banen, specielt til sidst, forklarer han.

I gruppe 1 vandt X-41’eren, Galatea, dagens distancesejlads og kan derfor lægge to point til det samlede resultat, hvor de nu ligger på en tredjeplads inden søndagens sejladser.

Fedt med distancesejlads

Nu har sejlerne både sejlet banesejlads og langdistancesejlads, og det er noget flere sejlere syntes er rigtig fedt, fordi nogle både er lavet til at sejle op-ned baner hvorimod andre er gearet til at komme ud på en længere sejlads.

- Det er sjovt nok med en distancesejlads i forhold til banesejlads. Det har været fedt og det har været spændende, lyder de afsluttende ord fra Ærø Pigens besætning.

Undervejs tilstødte 12 både der i år sejler Classic Endelave rundt. Deres start gik omkring klokken 10.00 fra Snaptun, mens de sammen med DH-bådene gik i mål i Juelsminde. Lørdag aften er der nemlig gallamiddag for 300 deltagere.

Se alle resultater her.

Motor
content-loader
content-loader
content-loader