Cille: Smuk skærgård og søsyg bådbaby

For et år siden kom vi hjem fra en sejltur på to år. Det her år er fløjet, og vi har indhentet en masse af det, som vi ikke havde mulighed for, mens vi var væk.

Noget af det eneste, vi ikke fik tid til, var at sejle. Men nu er det sommerferie, og vi skal heldigvis på havet. Og sejlerlivet kan stadig overraske.

En afskedstur inden salg

Vi har ikke sejlet en eneste lille tur, siden vi kom hjem. Vi har pudset og poleret. Vi har malet og lakeret.

Johanna er i topform, klar til at blive solgt, klar til nye eventyr og en ny familie. Men vi besluttede i sidste øjeblik, at vi ville tage en sidste tur sammen ombord på vores Johanna, som har vist os så mange steder af verden.

Det var en god beslutning - også selvom det betød, at et enkelt salg eller to røg i vasken, da vi ikke var villige til at sælge her og nu. Johanna skal nok blive solgt, men lige nu er hun vores billet til nye oplevelser.

Ved afgang havde vi fire uger, og eneste aftale var en lille ø i Stockholms skærgård i uge 30. En ø, vi plejer at køre til, men som vi i år besluttede at sejle til. Fire uger er ikke meget, når man har sejlet i to år. Men fire var, hvad vi havde.

Genopliver gamle minder

Vi startede turen fra Svanemøllen og besluttede at tage en enkelt nat på Ven, bare for at mindes og genopleve oplevelser fra dengang, vores unger var mindre.

Ven levede helt og aldeles op til alle vores bedste minder om at leje cykler, købe morgenbrød i kiosken, grille på stranden og falde i søvn med sand og saltvand i håret. En god start på sommerferien.

Da vi sejlede fra Ven, havde vi seks dage til at komme til den stockholmske skærgård. Det er helt objektivt set ikke ret meget. Men vores perspektiv på sømil har klart ændret sig efter vores langtur - så cirka 370 sømil burde vi snildt kunne klare på en lille uge.

Bådbaby og søsyge

Vi lagde ud med en døgnsejlads. Alle ombord glædede sig til tanken om at være ombord på Johanna med ro, rutiner og de velkendte retter fra Atanterhavet. Det eneste, vi havde glemt at forberede os på, var, at vi havde en ekstra lille fyr ombord - som var vokset en del siden Atlanterhavet.

Der er forskel på at sejle med en baby på to måneder og en fræk lille fyr på 1,5 år. Stor forskel. Specielt fordi vores lille bådbaby - født på havet, krydset et Atlanterhav, haft en båd som sit første hjem og ret vant til, at det hele gynger og larmer - blev så søsyg.

Det kom bag på hele familien og lagde en dæmper på stemningen og entusiasmen ombord. Der var høj sø, og reaktionen kom prompte.

Endnu en gang blev vi mindet om, at sejlture altid kræver ændringer. Så vores tanker om at klare et par døgnsejladser og så tage den med ro om dagen måtte vi lave om på.

Vi er heldigvis blevet gode til at ændre på planerne. Det er en erfaring, som man er nødt til at blive venner med, når man vælger at bygge sin hverdag op om to år på havet.

Paradis så tæt på

Vi kom til skærgården og måtte flere gange knibe os selv i armen over, hvor smukt her er. Vi har sejlet i store dele af verden, krydset store have for at finde smukke øde steder, hvor vi kunne få oplevelsen af at være de eneste i verden.

Så tog vi til Stockholms skærgård og forstod først dér, hvor smukt der er så tæt på os. Vi er kommet der hvert eneste år, besøgt samme lille private ø, badet i vandet, kigget på de omkringliggende klipper, trukket aborrer op og grillet dem på bål.

Men der er så stor forskel på at køre til et ø-paradis og at komme sejlende til samme ø-paradis.

Lærer nyt hver dag

Vi har stadig to uger foran os. To uger til at udforske og opleve. Og vi lærer stadig hver eneste dag.

Selvom vi har været på havet i to år og har levet et hverdagsliv ombord, så kræver det tilvænning. Vores grænser har rykket sig.

Vi bliver ikke slået ud over 12 m/s (som vi har sejlet i i dag), vi bliver ikke bange for store bølger eller uroligt hav, vi kan klare lange sejladser og et stort og åbent hav, skipper har navigeret ved San Blas øerne og har godt styr på sine søkort og sin navigation.

Men søsyge børn, der ikke kan holde noget i sig… Det bliver vi aldrig gode til.

Tid og ingen planer

Heldigvis er det stadig sådan for os, at når vi havner et nyt sted og sætter fødderne på land, så glemmer vi fuldstændig de hårde timer, der ligger bag os.

Det skete eksempelvis, da vi sejlede ind i en lille bitte havn på vej til Stockholms skærgård. Häradskärs Fyrplats var bare en lille prik på kortet, som vi sejlede efter, fordi det passede så fint ind i vores rute og endedestination.

Men lige den lille havn viste sig at være helt fantastisk og meget rigtig for os. Vi fik den absolut sidste plads i havnen, hvor der allerede lå seks andre både. 

Så var eventyret startet. Man behøver altså ikke at tage over på den anden side af Atlanterhavet. Man skal vist bare have tid nok og ikke så mange planer.

Læs mere om familiens langturssejlads og deres nye hverdag på dansk grund her.