Gå til hoved-indhold
Kort Nyt
De frivillige reddere kan tage såvel større som mindre både på slæb. Foto: Dansk Søredningsselskab / Facebook

Dansk Søredningsselskab i opråb: Hold afstand til vores reddere

Bådejerne sejler for tæt og for hurtigt forbi redningsbådene, når de frivillige reddere har nødstedte sejlere på slæb. Et over 50 meter langt tov kan ligge mellem båden og den slæbte.

Af Sara Sulkjær |

Danskerne strømmer til vandet, og det har øget trafikken og antallet af uprøvede sejlere betragteligt.

Særligt i hovedstadsområdet har de frivillige reddere flere gange oplevet forbipasserede bådejere, der under høj fart har sejlet nær redningsbåden og dennes slæb.

En situation, der kan udvikle sig til fare for såvel redderne, de nødstedte og lystsejleren:

- Enkelte gange kunne de se, at der kunne være fare for, at folk sejlede imellem vores båd og den slæbte. Det kan kun gå én vej, hvis man forsøger dette, og det er galt, understreger Dansk Søredningsselskab på sin Facebookside.

Bliv på afstand

Et over 50 meter langt tov forbinder ofte redningsbåden med den nødstedte lystsejler, hvilket i trafikerede farvande kan gøre det vanskeligt at skelne et redningsslæb fra den øvrige trafik.

Spottes en redningsbåd med en båd nær agten for, bør sejlerne derfor som udgangspunkt holde afstand.

Sådan lyder den klare besked fra redningsselskabet i et opråb til de mange sejlende danskere på Facebook. 

636 aktioner i 2020

Foruden slæb udfører redderne en række lignende forebyggende opgaver til søs, ligesom de kan tage del i større redningsaktioner overalt i Danmark. 

Hele 636 gange er en station under søredningsselskabet således kaldt på opgave i 2020, hvilket er en væsentlig stigning i forhold til året før. Her var redderne på vandet 599 gange.

Kilde: Dansk Søredningsselskab

Motor
content-loader
content-loader
content-loader